Nettet - øj, er det for børn?

EMNER 1. marts 2007 05:00

Hvad gør internettet ved børnene? Det skal et nyt europæisk projekt, EU Kids Online, finde ud af, oplyser Københavns Universitet. Idéen med projektet er at gennemføre den første systematiske europæiske registrering og sammenligning af forskning om børns og unges brug af og erfaringer med internettet og andre online, digitale teknologier. Der deltager 18 europæiske lande i projektet, som løber til 2009. Tovholderen på den danske del af projekt EU Kids Online er Gitte Stald fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet. Gitte Stald fortæller, at projektet skal gøre os klogere på de potentielle risici ved at være online. - Vi ved for eksempel ikke, hvor mange børn og unge der rent faktisk har været udsat for racistisk, voldeligt indhold, spil om penge eller sider, der opfordrer til at skade sig selv. Og vi ved ikke, om og hvordan kommercielle interesser indvirker på børns og unges interaktion og oplevelser i sociale rum på nettet. Vi håber, at projektet kan bidrage til at identificere de centrale problemstillinger og pege på områder, der bør udforskes nærmere, både i de enkelte lande og på tværs af Europa, siger hun. Selvom der lurer mange farer på nettet, er der dog ifølge Gitte Stald flere ting, der tyder på, at børn og unge i Danmark er ved at blive bedre til at begå sig på internettet: - I en SAFT-undersøgelse (Safer Internet Plus Program) fra 2006 kom det frem, at børn og unge i bl.a. Danmark, Norge og Irland forholder sig relativt kritisk til internettet, og at de udleverede færre personlige informationer end i 2003. Forskningsprojekterne bliver løbende registreret i en offentligt tilgængelig, søgbar database på www.eukidsonline.net – der ligger allerede over 200 projekter i databasen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...