Netto holder flyttedag
Discountkæden overtager Kiwi-butik og lukker en anden Netto-butik
Opdateret kl. 16:27
NØRRESUNDBY: Discountkæden Netto er i fuld gang med at omdanne tidligere Kiwi-lejemål over hele landet til nye Netto-butikker, og blandt dem er den tidligere Kiwi på Viaduktvej 16 i Nørresundby.
Her åbner der om et par uger en ny Netto, og samtidig lukker Netto-butikken på Lindholm Nærbanevej 5.
- Den nye butik har en bedre beliggenhed og bedre fysiske rammer. Blandt andet får den nye butik et større salgsareal på over 700 kvadratmeter. Den nuværende på Lindholm Nærbanevej er lidt over 500 kvadratmeter, forklarer kommunikationskonsulent Nanna Louise Knudsen fra Dansk Supermarked om baggrunden for flytningen.
Hun oplyser, at alle medarbejdere i Netto på Lindholm Nærbanevej flytter med til Viaduktvej.
Alle de nye Netto-butikker får en indretning, som adskiller sig fra en typisk Netto-butik på flere områder.
De nye butikker vil have større frugt- og grøntafdelinger, en sektion med convenience-varer og nye farver, så den gule farve vil fylde mindre.
Dansk Supermarked har overtaget i alt 81 tidligere Kiwi-lejekontrakter rundt om i landet.
Godt halvdelen planlægges omdannet til Netto-butikker, mens andre konverteres til Føtex Food.
De øvrige lejemål forventes afsat til andre aktører indenfor dagligvarer eller til andre erhvervsdrivende.
Netto på Lindholm Nærbanevej lukker 31. juli klokken 22, og den nye butik på Viaduktvej slår dørene op 3. august klokken 8.
Der er endnu ikke truffet en endelig afgørelse om, hvad der skal ske med lokalerne på Lindholm Nærbanevej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.