Lokalpolitik

Netto vil have dobbelt så meget plads

Forslag bliver sendt i offentlig høring efter godkendelse i byrådet.

Netto på Vesterbro vil udvide med 530 kvadratmeter. Det betyder, at der skal bygges på den nuværende parkeringsplads. Foto: Michael Koch

Netto på Vesterbro vil udvide med 530 kvadratmeter. Det betyder, at der skal bygges på den nuværende parkeringsplads. Foto: Michael Koch

Netto på Vesterbro i Aalborg er blevet for lille, mener discountkæden, der nu vil udvide butikken med 530 kvadratmeter. Det svarer til cirka en fordobling af butikkens areal. Teknisk udvalg og magistraten har allerede godkendt det lokalplanforslag, der gør udvidelsen mulig, og forslaget bliver sendt i offentlig høring, når det er blevet godkendt af byrådet. - Vi har utroligt mange trofaste kunder i butikken på Vesterbro, og vi bliver nødt til at tilbyde kunderne noget bedre, end det vi kan tilbyde nu. Parkeringsfaciliteterne er heller ikke særlig gode, siger Carsten Hadsbjerg, udviklingschef i Netto. Han forklarer, at Nettos nye butikker som standard er på 1000 kvadratmeter, så butikken på Vesterbro skal altså op på samme størrelse. Som en konsekvens af udvidelsen skal der bygges på den nuværende parkeringsplads ud mod Korsgade. Men det betyder ikke, at der bliver færre parkeringspladser, tværtimod. For en del af parkeringsarealet bevares samtidig med, at der skal laves et parkeringsdæk oven på den nye bygning til Netto. Derudover skal der ud mod Korsgade opføres en ny bygning på fire etager, som skal anvendes til bolig og erhverv. Transformatorstationen og trappetårnet ved Vesterbro 99 skal integreres i byggeriet.