Nettoledigheden tager lille nøk op - økonomer maner til ro

Køen af nettoledige vokser, men økonomer maner til ro. Det er teknik og ikke et udtryk for en reel udvikling.

KØBENHAVN:Danmarks Statistiks opgørelse over antallet af nettoledige under pensionsalderen i Danmark viser en lille stigning for tredje kvartal.

Det plejer normalt at være en indikator for, at flere er skiftet fra en lønindkomst til en offentligt ydelse, men flere økonomer maner til besindelse - årsagen handler mere om, hvilke grupper der tæller med som nettoledige, og hvilke grupper der ikke gør.

Det hænger nemlig sammen med, at pensionsalderen er steget.

Og da folk på folkepension ikke tæller med i statistikken, er gruppen under folkepensionsalderen pludselig vokset, da en halv årgang ikke er "forsvundet" som normalt.

I virkeligheden er der tale om, at folk, der tidligere ville have talt som pensioner, nu tæller et halvt år længere som eksempelvis efterlønnere.

Og da pensionister ikke er med i gruppe af nettoledige, men efterlønnere er, stiger antallet af nettoledige.

Danmarks Statistik noterer, at antallet af personer på offentlig forsørgelse er faldet siden starten af 2010 - indtil i år. Samtidig noterer Danmarks Statistik særligt en stigning i antallet på førtidspensioner.

Af de 1900 personer som nettoledigheden er steget med, kommer 1600 af dem fra gruppen af førtidspensionister.

Selv hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv slår man kold vand i blodet over det - på papiret stigende antal på offentlig forsørgelse.

- Stigningen er primært af teknisk karakter og hænger nøje sammen med, at folkepensionsalderen i år er blevet hævet fra 65 til 65,5 år, skriver cheføkonom Tore Stramer i sin analyse.

- Der er derfor ikke grund til at blive super bekymret over stigningen i antallet af offentligt forsørgede her i 2019.

Vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen advarer mod at sammenligne med tidligere år. Han glæder sig dog over, at flere personer over 60 år er beskæftiget end for ti år siden.

- Der er slet ingen tvivl om, at reformerne, der har øget efterløns- og folkepensionsalderen, virker, og at befolkningens aldring generelt set er sundere, skriver han i sin analyse.

- Det er vigtigt for vores virksomheder, som har brug for seniorerne.

Antallet af SU-modtagere tæller ikke med i nettoledigheden, da disse ikke betragtes som værende med i puljen uden job. Tallene for tredje kvartal viser et lille fald i antallet på SU.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.