Netværk for behandlere af DAMP-voksne udvides

Politi 29. januar 2007 05:00

NØRRESUNDBY: For et års tid siden startede et baggrundsteam for unge og voksne med ADHD i Nordjyllands Amt deres arbejde. Sygdommen ADHD, der i høj grad handler om forstyrrelser af opmærksomhed, er i folkemunde kendt som DAMP. I teamet har læger, psykiatere, lærere, socialrådgivere, politi og flere andre faggrupper haft et netværk, hvor de har kunnet udveksle erfaringer. - Alle har haft gavn af det, for det er vigtigt at møde folk, der arbejder på området. Så er man ikke selv så tøvende i forhold til at tage telefonen og ringe, hvis der opstår spørgsmål, siger lærer i ADHD-gruppen på Specialskolen for Voksne i Nørresundby Rikke Ørvad Jacobsen. Det er fra den skole, at samarbejdet er udsprunget, og den arrangerer 20. marts en temadag, hvor samarbejdet skal udvides til hele Region Nordjylland. Hvor der tidligere kun har været et par socialrådgivere tilknyttet og en enkelt politimand, så er det meningen, at der skal en socialrådgiver fra alle de nordjyske kommuner og en politimand fra alle politistationer med. En del af problemet er nemlig, at mange voksne ikke aner, at de går rundt med sygdommen. Og deres hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelser gør, at de ofte kommer i konflikt med loven. Det kan baggrundsteamets arbejde måske råde bod på. Politiassistent Karl Erik Møller fra nærpolitiet i Nørresundby oplevede det i hvert fald som en øjenåbner, da han hørte et foredrag om voksne med ADHD fra Rikke Ørvad Jacobsen. I hendes beskrivelser kunne han pludselig genkende mange af de unge, som han mødte på gaden. Det har gjort, at han eksempelvis kan gribe afhøringer anderledes an eller henvise dem til behandling et andet sted. - Det er vigtigt for os at finde dem og få dem gelejdet ind i behandling, før de bevæger sig ind på en kriminel løbebane, siger Karl Erik Møller. Eksperter peger på, at en tredjedel af de indsatte i fængslerne har ADHD.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...