Skagen

Netværk i vækst

Morgenfruerne breder sig i det Vendsysselske - trods vintertiden.

Faktisk er der nu over 110 medlemmer i Hjørring og Frederikshavn. Et af de vigtigste formål i Netværket Morgenfruerne er at få inspiration og nye input udefra, samt få skabt gode relationer til andre ligesindede erhvervskvinder. Et par gange om året mødes medlemmerne på tværs af Uggerby å og i sidste uge var Morgenfruer fra Hjørring og Frederikshavn samlet til årets sidste møde på Hotel Jutlandia. Aftenens input udefra var Susanne Røntved, som har drevet en stor fiskeeksportørvirksomhed i Skagen, UniFisk. Susanne fortalte om, hvordan hun ledelsesmæssigt har fokus på udvikling af den enkelte medarbejder til gavn for den enkelte og for virksomheden. Et af Susanne Røntveds budskaber var: "Virksomheden trives helt i takt med, hvordan den enkelte medarbejder udvikler sig. Medarbejderen må finde sin egen indre harmoni og balance, og er der problemer på hjemmefronten, påvirker det også arbejdslivet. Du kan ikke skille det ad". Der var stor interesse og spørgelyst fra Morgenfruerne omkring de budskaber, som Susanne Røntved fremlagde.