EMNER

Neuropædagogik i hverdagen

Landsdækkende efteruddannelsescenter på Skolevangen i Hjørring.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alle medarbejdere har været på kursus - noget af resultatet ses på gulvet på Anni Mortensens kontor. Foto: Bente Poder

Hjernens Fantacy Factory - Hjernens fantasi fabrik. Det er titlen på en konferencedag for alle førsteårsstuderende på UCN Hjørring, som arrangeres af Neuropædagogisk Kompetencecenter, der også hører hjemme på Skolevangen hos UCN Hjørring. - Vi er i dag først og fremmest er efter-videreuddannelsessted, men vi vil gerne have neuropædagogik mere integreret i grunduddannelserne, forklarer Anni Mortensen, som er pædagogisk lektor og leder af Neuropædagogisk Kompetencecenter. Anni Mortensen begyndte tilbage i 2001 sammen med to kolleger at sætte fokus på hjernen og vise, hvordan det i høj grad kan bruges i det praktiske arbejde, hvad enten man arbejder som lærer, pædagog eller hjemmehjælper. - Jeg kom selv fra sundhedssektoren til pædagoguddannelsen og undrede mig over, at man på pædagoguddannelsen ikke forholdt sig til hjernen. Jeg tror måske, at man var bange for at vende tilbage til gamle tiders teorier om ro, renlighed og regelmæssighed, siger Anni Mortensen. I 2004 søgte hun Helsefonden og fik 250.000 kr. til at etablere et udviklingsprojekt indenfor neuropædagogik. - Efter nogle år begyndte vi virkelig at få opmærksomhed, og i 2009 blev vi etableret som et Kompetencecenter med to ansatte. I dag er vi otte fastansatte og har hold både på Sjælland, Fyn, Randers, Esbjerg og Sønderborg, forklarer Anni Mortensen. Ligesom de ansatte har en bred uddannelsesmæssig baggrund, så har kursisterne det også. Der er lærere, pædagoger, sygeplejersker, sosu'er, ergoterapeuter og fysioterapeuter på kurserne. - Vi prøver at lære kursisterne, hvordan de kan prøve at forstå de mennesker, de står overfor. Det kan være mennesker med demens eller med andre dysfunktioner. Ved at anvende hjerneforskningens resultater kan man forklare nogle ting, og man kan begynde at forstå, hvorfor de mennesker handler som de gør, siger Anni Mortensen. Neuropædagogisk Kompetencecenter har blandt meget andet haft en del af medarbejderne på Hjørring Kommunes ældrecentre på kursus for at lære, hvordan de skal tackle demente beboere. - Vi mærker, at der bliver mere og mere interesse for vores kurser. Kompetencecentret er vokset ud af et behov, for vi har aldrig lavet PR, men det er gået fra mund til mund. Undervisningen giver kursisterne et nyt perspektiv på det, de oplever på arbejdet, og de får mange aha-oplevelser. Vi gør også meget ud af, at vores kurser er praksisorienterede, forklarer Anni Mortensen. Nu glæder hun sig til at vise de nye studerende, hvad neuropædagogik er for noget. De studerende skal deltage i en række workshops på tværs af studierne. Og så skal de 27. marts spise hjerneglad mad i kantinen. Fakta Neuropædagogisk Kompetencecenter hører under det pædagogiske hovedområde på University College Nordjylland. Centret er beliggende på UCN's Hjørring Campus på Skolevangen 45, Hjørring. Det er etableret i 2009. Leder er pædagogisk lektor Anni Mortensen. Centret er et videre- og efteruddannelsestilbud til blandt andre lærere, sygeplejersker, sosu'ere og pædagoger. Centrets neuropædagogiske team tilbyder blandt andet undervisning i neuropsykologi, neuropædagogik, rådgivning om specialpædagogisk arbejde.