Håndbold

New kids on the block

Nye ansigter vil skyde AaB Håndbold til tops

AALBORG:Kling, kling, kling. Vægtene bliver smidt rundt i det lille styrketræningsrum bagved Aalborg Stadions grå tribuner. AaB Håndbolds rødklædte spillere har netop indledt optakten til den nye sæson. Sidste sæsons fiaskoprægede syvendeplads skal erstattes med en topplacering, og argumenterne herfor er tungtvejende. Fire nye profiler er netop budt velkommen. Daniel Svensson, Kristian Gjessing, Rasmus Haagensen og Thomas Klitgaard. Tilsammen knap 8 meter og 394 kilo mandfolk. Pondus og styrke skal genrejse de rød/hvide. - Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne stryge helt til tops. Vi mangler måske en lille smule i forhold til Kolding, men er fuldt ud på højde med de andre tophold. Og en plads i top-fire er et must, kommer det med en bestemt mine fra stregspilleren Thomas Klitgaard, der er tilbage i Limfjordsbyen efter en skadespræget sæson i Skjern. - Vores mål er en semifinale, og overordnet går vi efter en finaleplads, siger en anden tidligere Aalborg-dreng Rasmus Haagensen, der er returneret efter en stribe sæsoner på Sjælland. Mest højprofileret i AaB's nyerhvervede håndbold-kvartet er den tidligere landsholdsspiller Kristian Gjessing. Han ser også lyst på den forestående sæson. - Vi er et stærkt hold blandt mange gode hold i en liga, der opruster, men bør afgjort spille os ind i top-fire. Jeg imødeser hård konkurrence i en god trup, og er meget spændt på sæsonen. Den tidligere FCK'er Daniel Svensson kompletterer den nyindkøbte kvartet. Ærkekøbenhavneren er ofte blevet kritiseret for at sløse med sit talent. Svensson har været for flagrende og umoden. En kritik den hærdebrede bagspiller kun kan nikke genkendende til. - Jeg er helt klart taget til Aalborg for at blive mere konstant. Jeg havde en række forkerte rutiner, og er primært kommet herop for at udvikle mig personligt. AaB Håndbold er et perfekt sted for mig. Forholdene er ekstremt "prof", og klubben er fyldt med søde mennesker. Men holdet er stærkt, og vi kommer i top-fire. Liggende på bænkprespladsen kan Thomas Klitgaard ræsonnere over, at det ikke kun er vægtene, der tynger. Forventningerne presser med mindst den samme styrke, og i velkomsttalen kunne klubbens direktør Jan Larsen, omend med et glimt i øjet, berette: "at gud nåde trøste, hvis I taber den første pokalkamp i 1/8-finalen i Hvidovre". Det er 3. september og indtil da forestår en benhård genoptræningsproces med træningslejre og blandt andet to uhyrligt vanskelige opvarmningskampe mod verdensstjernerne fra FC Barcelona og Flensburg/Handewitt. Men forinden skal der løftes jern samtidig med, at grundformen skal toptunes under den kyndige svenske træner Anders Fältnäs. AaB'erne må også hellere finde den rette power. I sæsonens første kamp venter Koldings danske mestre på udebane.