New Orleans borgere skal forlade byen

Hundredtusinder i det sydlige USA er på flugt

Gustav ramte i går Cuba med over 200 km i timen med masser af ødelæggelser til følge. som hos denne cubanske kvinde i Los Palacios 100 km vest for hovedstaden Havanna. Området blev det mest hærgede, da orkanen fejede ind over den caribiske ø. Foto: AFP
New Orleans 1. september 2008 06:00

SAINT LOUIS: Orkanen Gustav blev søndag svækket, da den bevægede sig hen over Den Mexicanske Golf, efter at have hærget Cuba. Orkanen blev nedgraderet fra fire til tre på den såkaldte Saffir-Simpson-skala, men den ventes at vinde ny styrke, før den når frem til New Orleans. USA's orkancenter sagde, at orkanen var blevet svækket i Cuba, hvor den forårsagede store ødelæggelser på bygninger og bananplantager. Den havde tidligere haft vindstød på over 200 kilometer i timen. Men meteorologer vurderer, at Gustav vil blive opgraderet igen, når den kommer hen over de varme farvande i Den Mexicanske Golf, hvor den truer olieboreplatforme. På den amerikanske østkyst er der frygt for en orkankatastrofe i samme omfang som for næsten tre år siden, da orkanen Katrina skabte død og ødelæggelse i New Orleans. New Orleans borgmester har givet byens borgere ordre til at forlade byen, inden uvejret kommer ind over de amerikanske delstater Louisiana, Mississippi, Alabama og Texas. Borgmesteren Ray Nagin siger, at orkanen er endnu mere voldsom end Katrina, der kostede 1600 mennesker livet. - Dette er alle stormes moder, og jeg er ikke sikker på, at vi har set noget lignende før, sagde Nagin på et pressemøde natten til søndag. Hundredtusinder af mennesker var på det tidspunkt på vej ud af New Orleans og andre byer langs kysten. De bevægede sig nordpå for at komme i sikkerhed. Gustav ramte lørdag aften Cuba og slog el-forsyningen ud i Havanna. USA's præsident, George W. Bush, der har erklæret Louisiana, Mississippi og Alabama i nødretstilstand, har meddelt, at han ikke kommer til Det Republikanske Partis konvent, der begynder i Miinnesota mandag. - Præsidenten og vicepræsidenten har besluttet, at de ikke rejser til Minnesota på grund af orkanen, sagde talskvinden Dana Perino i Det Hvide Hus. Bush vil i stedet koncentrere sig om at følge det føderale arbejde med at håndtere orkanen, sagde Perino, der tilføjede, at præsidentfrue Laura Bush agter at deltage i konventet. Bush-administrationen blev stærkt kritiseret efter Katrina-katastrofen - både for manglende forberedelser og for manglende reaktioner, da store dele af New Orleans lå ødelagt. I modsætning til for tre år siden, hvor fattige borgere i New Orleans uden egne transportmuligheder blev efterladt i byen, så er der denne gang et stort nødberedskab, så alle, der ikke selv kan komme ud i egen bil, vil blive transporteret ud af busser. Gustav har under sin vej i Caribien kostet snesevis af menneskeliv. Republikanerne frygter, at det vil give bagslag hos vælgerne, hvis partiet fester i Minnesota, mens hundredtusinder lider i den anden ende af landet. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...