New Orleans-toner på turné

Papa Dap's Jazzmen fejrer dobbelt-jubilæum med turne med international stjerne

Golf 12. juni 2003 08:00

AALBORG Et unikt samarbejde mellem en af jazzens helt store navne og et band af mere lokalt tilsnit fejrer i år et dobbelt jubilæum - blandt andet med at spille ved torsdagstræf i aften i Huset i Hasserisgade. Det drejer sig om sopransaxofonisten og klarinetisten Jacques Gauthé og frederikshavnske Papa Dap's Jazzband. Det udmønter sig i en pladeudgivelse og en jubilæumsturné i hele Nordjylland med udgangspunkt i Frederikshavn, hvor det hele begyndte. Det er 40 år siden Erik Skjoldborg og en flok unge frederikshavner-knægte malede sig sorte i ansigterne og for første gang gik på scenen med nyindkøbte instrumenter og spillede på livet løs. 25 år senere, i 1988, var orkesteret på deres første tur til New Orleans, hvor de mødte Jacques Gauthier, og det blev til et venskab, der nu har varet i 15 år. Jacques Gauthier har spillet sammen med mange kendte navne og turnerer over hele verden som solist. Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Papa Dap skulle komme til at optræde med de store, dengang i 60'erne, hvor de fem mand foldede sig sammen i en Renault 4 og fyldte for ti kroner benzin på, inden de kørte ud og optrådte i lokale klubber. Men lidt efter lidt kom der gang i tingene, og i 1986 indspillede bandet deres første plade i Det Gule Pakhus. Som Niels-Ove Aaen fra bandet udtrykker det: - Vi blev kendt udenfor kommunegrænsen. To år senere gik turen så for første gang til New Orleans. Det var Erik Skjoldborg, den ubestridte leder og idemand gennem mange år, der fik ideen til turen. Desværre kom han ikke med, da han blev syg kort forinden. Men turen blev en succes. Papa Dap's Jazzband fik som nogen af de første gæster lov til at spille et helt sæt på på Hotel Meridien i Bourbon Street sammen med netop Jacques Gauthé. I 1991 kom Jacques Gauthé så til Frederikshavn for første gang, og han faldt totalt for stedet, hvor han har været mange gange siden. Blandt andet fejrede han sin 60-årsdag i byen. Da Papa Dap's Jazzmen var i New Orleans igen i 1991, indspillede de en CD sammen med netop Jacques Gauthé. Der var lidt dramatik omkring den pladeudgivelse. Råbåndet måtte et par gange frem og tilbage over Atlanten på grund af diverse tekniske problemer og forsvandt også undervejs. Men det kom til veje igen, og resultatet blev pladen "Cooking Together". Gennem årene har Dapperne spillet sammen med mange andre store navne. Deriblandt Jesper Thilo og Chris Barber. De har også set andet af verden end New Orleans. De har blandt andet været med på North Sea Jazz Festival i Haag, og ved en anden lejlighed vandt de prisen som bedste traditionelle orkester på Europas største festival for traditionel jazz i Europa. Erik Skjoldborg, der i den grad var Papa Dap, døde i 1997, men inden sin død havde han bedt bandets trombonist, Niels-Ove Aaen, om at føre orkesteret videre, og han har fungeret som orkesterleder siden. Aktiviteterne lå dog lidt stille en tid, men i november 98 syntes medlemmerne, at det var på tide at holde en mindekoncert. Også ved den lejlighed var Jacques Gauthé med, og det blev startskuddet til genoptrapning. Når "The 40th Anniversary and Birthday Tour, går i gang, er det fjerde gang efter mindekoncerten, at Jacques Gauthé er i landet. Turen indledes på Jacque Gauthers 64-års fødselsdag den 11. juni i Frederikshavn. Her giver han og orkesteret en koncert på Fisketorvet, og der er gratis adgang for alle, der har lyst til at lytte til New Orleans-toner med Tordenskjold-statuen i centrum. Koncerten er en gave fra kommunen, der betaler musikerne. Herefter bliver der koncerter i Huset i Hasserisgade i Aalborg, endnu en i Frederikshavn på Jazzhus Malurt og endelig i Mediecentret i Aabybro. Her skal der indspilles en CD. På resten af turen er nogle af musikerne skiftet ud, og Jacques Gauthé spiller med New Orleans Four på Slotskroen i Aalborg, hvorefter han fortsætter sammen med NOAHleans Jazzband til Min Blå Café i Lønstrup og Café Stalden i Sæby, inden ringen sluttes med en koncert i Frederikshavn Golfklub den 19. juni. .

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...