New York et år efter

Ground Zero er stadig et åbent sår, men byens hukommelse er kort. Byens hjerteslag igen banker normalt - næsten da, fortæller menige new yorkere

Terrorisme 8. september 2002 08:00

New York is getting stronger every day. Sloganet på det oplyste reklameskilt i vejkanten farer forbi på Van Wyck Expressway - motorvejen ind mod Manhattan. Budskabet på det store klistermærke står ubehageligt og sitrer i mørket. Der er noget sårbart og ubehageligt over ordene. På én og samme tid forener de og kurerer, men de er også en påmindelse og en advarsel om den dag sidste år, hvor jorden i byen skælvede, og den amerikanske historie tog en ny drejning. Skiltet er et foreløbigt varemærke på en by i fuld fart videre, men med en tung bagage. Vel er det typisk amerikansk at bøje tingene i neon, men ligesom de sørgende børnetegninger, der er klistret op overalt i undergrundsstationerne, de håndmalede mindefliser på gadernes hegn og det patriotiske "God Bless America"-skråleri mellem 6. og 7. inning på Yankee Stadium er det en del af turen mod en ny hverdag. Stormagasinet Sears' nyeste reklamekampagne er skræddersyet til amerikanernes lidt mere bekymrede stemning efter "September 11". For alle er påvirket. Sears' reklamebureau har lavet en kampagne, der har klassiske amerikanske strøg fra 50erne og 60erne, der søger at se fremad ved at kigge tilbage. Men humørbarometeret i New York er godt på vej mod normal. - Tingene er pretty much normal igen. Men det kommer da tæt på folk nu, hvor vi nærmer os étårsdagen. Mange har fortrængt det; folk har en kort hukommelse, you know... taxierne kører stadigvæk, ikke?" Dave May er kaptajn i Fire Departement New York på Manhattan. Han sidder i sin stigevogn og slapper af, inden en ny ildebrand venter. På vognstigen står navnene på brandmændene, der mistede livet i World Trade Center malet. "We will never forget" er indgraveret. Billederne fra dagen vender hurtigt tilbage i New York. Billeder af en krigszone, døde og kvæstede, der bæres ud mod de hylende ambulancer og jagerflyene, der patruljerer nattehimmelen. Alle del af et ondt regnvejr af portrætter, der stadigvæk tordner i bevidstheden på indbyggerne. Blot tanken kan tvinge tårerne frem i øjnene på dem, der fik set for meget 11. september. Det gjorde mange. Blandt andre den dansk-amerikanske Lise Bromfield og sømandspræst Torben Poulsen og grafikeren Steve Heller. Hul i jorden Hullet i jorden - dér hvor arkitekten Yamasakis arkitektoniske mastodont, de to skyskrabere - tidligere totalt dominerede skylinen, ligner enhver anden byggeplads med lastbiler, byggerod og kraner. Ingen ved endnu, hvad der skal bygges. Offentlige høringer ladet med følelser prøver med jævne mellemrum at nærme sig et svar. De tv-transmitterede høringer viser, hvor svært det bliver at nå til enighed. De rigtige cowboys vil have konstrueret to nye kontorbyggerier - forskellen skal være, at tårnene helst skal stikke endnu højere op end World Trade Centers 410 meter. En new yorksk fandenivoldskhed, som dog kun få demonstrerer, men som mange alligevel har. På den anden side - hvem vil drive forretning bo i et af verdens mest oplagte bombemål? Andre mener derimod, at stedet er helligt, og derfor bør fredes. Det er især de pårørende, der har stærke følelser omkring hullet på Manhattans sydspids og helst ser, at en mindepark bliver anlagt. Og i et land, hvor følelserne er helt fremme, gør tv-billeder af grædende pårørende, der giver deres mening til kende et stærkt indtryk. Områdets præcise fremtid afgøres af et udvalg udpeget af byens borgmester og statens guvernør. Som altid er der både beskedne visioner og politisk kandestøberi. Men alle lige fra de efterladte over transportmyndighederne til indehaveren af den 99-årige lejekontrakt til World Trade Center skal tilgodeses. Tidligere på sommeren fremlagde myndighederne med ansvar for genopbygningen af Ground Zero seks forskellige planudkast til et fremtidigt byggeri. Kritikerne mener, at myndighederne i stedet for at tænke stort har gjort det modsatte og fremlagt seks projekter, hvis hovedformål alle først og fremmest er at få bygget en masse kontorkvadratmeter. - Der mangler vision for et område, hvis symbolske betydning som nedslagssted for en ny verdensorden rækker hele kloden rundt, siger koret af kritikere. Turistmål Visioner eller ej, så har hullet Ground Zero, udover den nok dyreste kvadratmeterpris i verden, også en besynderlig tiltrækningskraft i al sin overvældende nøgenhed. Arealet er 65.000 kvadratmeter, det samme som ni fodboldbaner og stikker seks etager ned. Stedet haler byens indbyggere og turister til. Dagligt besøges stedet af flere tusinde mennesker. Nogle stiller sig op bag hegnet for at vise respekt, enkelte for at mindes tabet af deres kære. Andre gør det blot for at kunne sætte et billede af en verdenshistorisk byggeplads i fotoalbummet. Alle har en grund. Nogle bedre end andre. Og mens der på den ene side kan være en væg med rørende og medfølende hilsner fra hele verden, står gadesælgerne på den anden. De handler med gøgl fra tragedien og stryger grønne dollarsedler uden at blinke, mens turisterne stopper i rygsækken. For begge parter er Ground Zero en attraktion - en kulisse i en populær actionfilm, der kørte for et år siden. Der er World Trade Center i snekugler, kasketter tilsyet med "Ground Zero, 9/11, 2001", hjemmebrændte cd'er med billeder af mennesker, der står på skuldrene af hinanden for at få luft for til sidst at springe i døden. Turistlir, som nogle ryster på hovedet af, mens andre tinger om prisen. Helte og helligbrøde Ét år efter er alting stadig det samme og alligevel ikke. Byen vokser sig stærkere, de døde hyldes som helgener, og når en brandbil skærer sig gennem Manhattan, drejer menneskemylderet halsen og vinker, nikker anerkendende til heltene fra 11. september. Men under overfladen lurer konflikter og kritik. New yorkerne står ikke så helstøbt sammen, som de tidligere gjorde. New York Times har afsløret, at radiokommunikationen 11. september ikke var effektiv nok, og der går rygter om, at nogle godt vidste, at tårnene ville styrte sammen, men ikke kunne få budskabet frem til de brandmænd, der uvidende gik ind i bygningen, fordi de troede, de skulle op at slukke en brand og redde menneskeliv. Det er ikke længere helligbrøde at tale imod den store opinion. Mens politikerne kappes om, hvem der kan bruge det mest følelsesladede sprogbrug, vender andre sig imod det martyrium, som de omkomne er ved at nærme sig. - Jeg forstår ikke besættelsen af ordet "helt". Min datter døde i World Trade Center, men hun var ikke en helt. Hun var et uskyldigt offer for en ond, fanatisk gerning. Er uskyldige ofre ikke værd at mindes? Vi bør ikke være bange for at indrømme, at de 3000 omkomne ikke var helte, bare uskyldige ofre, skrev Jan Kandell for nylig i et læserbrev i New York Times. New yorkerne er kendt for at ligge fjernt fra de ærkerepublikanske holdninger, præsident George Bush repræsenterer, og mange her kritiserer også USA's fremfærd siden terrorangrebet. Også selvom terrorangrebet har bragt New York tættere på resten af USA, end byen var før. "The big Apple" har altid været lidt ugleset for den vidtgående tolerance og - mener nogen - den arrogance, byen også signalerer. I forhold til Washington, der også blev angrebet 11. september, er byen løbet med næsten al opmærksomheden. Sammenhold Den dansk-amerikanske advokat Lise Bromfield var tæt på katastrofen sidste år. 11. september tog hun som sædvanlig til arbejde med båden fra New Jersey, og hun var lige kommet i land, da det første fly ramte Nordtårnet. Hun så folk springe i døden og husker særligt en mand, hun fulgte hele vejen ned, mens han hvirvlede rundt i luften. - Jeg kan stadig huske mønstret på hans slips. Jeg vendte mig om og kiggede aldrig tilbage igen. Hun åndede gennem sin blazerjakke, mens tårnene væltede få hundrede meter fra hende og alt var mørkt og klamt. Sammen med tusindvis af andre løb hun forvildet rundt i parken på den sydlige spids for at komme i læ. Hun kigger ud af vinduet fra sit kontor på 15. sal på Sydmanhattan. Disen hæmmer udsigten til Frihedsgudinden, der kun er få hundrede meter væk. - Dén oplevelse glemmer man aldrig. Efter angrebet kom der et sammenhold i byen, som var stærkt, men nu er livet normalt igen. Folk er bare mere påpasselige, for alle ved, at det kan ske igen, siger Lise Bromfield. Den danske sømandspræst i New York, Torben Poulsen, er enig i, at frygten stadig er tæt på. - Vi bliver hele tiden mindet om, at det kan ske igen. Der er vagter ved Brooklyn Bridge, og der er helikoptere og til tider jagerfly, der patruljerer området omkring Manhattan. Hvis det går galt igen, så er der næppe nogen, der er mere forberedt på det end New York, siger Torben Poulsen. Steve Heller er grafiker på The New York Times. Han er en af de amerikanere, der er grundig træt af 11. september. - Vi hører om den dag hele tiden og ærligt talt, så gider jeg ikke rigtig høre mere. Når man arbejder her midt i byen, så mærker du på din egen krop, hvad frygten for terror betyder. I dagene efter var vi selvfølgelig bange, og det er da heller ikke specielt skønt at tage på arbejde og se området, hvor du arbejder total afspærret på grund af bombetrusler og miltbrand-frygt, siger han. Sammenhold New yorkerne snakker stadigvæk om den magiske stemning, der stod op af World Trade Centers ruiner. Et hidtil uset sammenhold og en gensidig forståelse blomstrede og knyttede alle sammen også på tværs af kulturer. - I New York er alle mere eller mindre kommet for at score kassen. Lige pludselig fandt alle individualisterne ud af, at de havde noget at være fælles om. Alle var pludselig venlige - det er man ikke i New York normalt. Her råber og skriger folk af hinanden i trafikken. Men op af støvet rejste sig også noget positivt. Der var et fællesskab i tabet, siger Torben Poulsen. Sammenholdet er ikke længere det samme - New York er ved at finde tilbage til sig selv på godt og ondt. - Man er jo parat til lave om på hele sit liv, når man står midt i det. Som altid læger tiden jo mange sår. Det har den også gjort her i New York, siger Torben Poulsen. "Er byen ved at komme sig?" lyder det ofte gentagede spørgsmål i disse, og svarene er lige så forskellige som new yorkerne. - Det kommer an på, hvem du spørger. Spørger du nogen, der var tæt på ulykken eller mistede nære pårørende, svarer de, at byen stadig er hårdt ramt. Men andre vil sige, at byen helt er sig selv igen, siger Jeffrey Reed, receptionist på New York Times. De fleste er dog enige om, at byens berømte "buzz", den energiske summen, stadig lige mangler den sidste spids. Men de er også enige om, at byen er for stærk til, at den ikke skulle vende tilbage. - New yorkere er svære at lægge ned. Byen er ved at blive sig selv. Stærkere. Man er igen begyndt at blive træt af folk, der går for langsomt foran én, som Lise Bromfield udtrykker det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...