New York kalder Skagen

Agora Gallery i New York vil gerne udstille 46-årige Mariann Helbos malerier

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mariann Helbo udstiller frem til 22. juli sine værker på Galleri Hesselholt.

Der er efterhånden masser af kunstmalere i Danmark. Men det er kun ganske få, der får et tilbud om at udstille i New York.Ikke desto mindre er det præcis, hvad der er sket for 46-årige Mariann Helbo fra Skagen. Meget mere om det senere, men først skal vi høre, hvordan det hele startede. Det var et AOF-kursus, der i sin tid satte gang i Mariann Helbos lyst til at male. - Jeg har altid tegnet, men i 1997 gik jeg i gang med at male, fortæller hun. Efter kurset arbejdede Mariann Helbo på livet løs for at blive bedre, og undervejs fik hun vejledning af sin personlige ven kunstmaleren Bo Krank. - Han vejledte mig men kom også med en masse kritik. Flere gange var jeg ved at smide ham ud, når han var på besøg. Men det udviklede mig, ler Mariann Helbo. Det første nåleøje Det, der lignede kulminationen på malerkarrieren, kom allerede i 1999. Mariann Helbo valgte nemlig at sende et maleri ind til en af landets fire censurerede udstillinger. - Det var faktisk ikke engang fordi, at jeg havde drømmen om at blive en berømt kunstmaler. Men det interesserede mig at male, og så var jeg nok bare lidt naiv, siger hun med et stort smil. Den nu afdøde Poul Anker Bech var i øvrigt med i udvælgelseskomitéen til udstillingen, og blandt 1800 malerier kom Mariann Helbos med blandt de 104 udvalgte. - Det var helt vildt og også lidt underligt for mig at komme igennem det nåleøje. - Mange af malerierne var jo lavet af folk, som havde gået på kunstakademiet, fortæller hun. Penslerne lægges på hylden Trods den store succes med at male, så valgte Mariann Helbo dog kort efter udstillingen i 1999 at lade penslerne ligge. - Jeg er tandtekniker og har min egen virksomhed, og da jeg dengang også havde små børn, så kunne jeg simpelthen ikke overskue det. I en periode stod Mariann Helbo op klokken fire om morgenen for at nå at male lidt, inden hun skulle på arbejde. Men i længden holdt det ikke. - På et tidspunkt mente min mand, Ole, at det var tid til, at jeg stoppede med at male. For Mariann Helbo var valget mellem virksomhed, familie og maleriet dog heller ikke så svært. - Jeg var nødt til at være mere ansvarlig overfor min familie, fastslår hun. En pause på 11 år Først i foråret 2010 begyndte Mariann Helbo så småt at male igen. I løbet af de 11 års pause har hun dog malet en lille smule - men kun en meget lille smule. Bare to malerier er det nemlig blevet til i løbet af de 11 år. - Det ene er faktisk gået i stykker, og det andet har et meget tykt lag maling, griner Mariann Helbo. Grunden til, at hun nu har genoptaget malerkunsten er, at hendes børn i dag er blevet henholdsvis 18 og 20 år. Det har givet mere tid i hverdagen for den lille familie. - Nu har jeg fået både tiden og lysten tilbage. Da jeg så blev helt færdig med det ene af de to malerier, som jeg har malet på i alle årene, så blev jeg helt høj af det. - Og så gik jeg straks i gang med både at oprette en hjemmeside og at lave flere billeder, fortæller Mariann Helbo. En meget lang proces Som man måske kan ane af det ovenstående, så er Mariann Helbo ofte meget lang tid om at lave sine billeder. - Jeg kan sagtens bruge et år på et billede. Ofte er min arbejdsproces sådan, at jeg tager dem frem, maler lidt på dem og så lægger dem væk igen, indtil jeg er helt tilfreds. Mariann Helbo indrømmer, at hun som regel er ekstremt selvkritisk. - Jeg kan selvfølgelig godt lide at male, men sommetider er det også helt vildt frustrerende. Balancen er hårfin, fortæller Mariann Helbo om processen. Mariann Helbo har kun lavet syv-otte billeder, siden hun sidste forår genoptog malergerningen, men allerede nu er hun (for første gang siden 1999) med på en udstilling. - Lone Stig spurgte, om jeg ikke ville udstille på Galleri Hesselholt. Så det var jo en fed mulighed, siger Mariann Helbo. Billederne kan i øvrigt opleves på Galleri Hesselholt frem til 22. juli. Mariann Helbo kunne for så vidt have fået en stille og rolig genstart på sin hobby som maler - hvis altså ikke lige det havde været for en email, som hun modtog for nylig. - Jeg fik en henvendelse fra Agora Gallery i New York. De ville gerne have mig derover for at udstille. I første omgang havde Mariann Helbo meget svært ved at tro på det reelle i henvendelsen. - Jeg tænkte, at det var en joke, men et telefonopkald derover bekræftede, at den var god nok, fortæller hun. Mariann Helbo har sidenhen forhørt sig hos andre danske kunstnere, som har udstillet på det store galleri i New York. - De forsøger at få fat i udenlandske kunstnere, og på det seneste har de åbenbart haft stor interesse for danske kunstnere. Overvejede at sige nej tak Trods den smigrende henvendelse fra New York, så overvejede Mariann Helbo alligevel at takke nej til tilbuddet. - Jeg arbejder jo meget langsomt, og jeg vil helst ikke være under pres. Hvis jeg eksempelvis sælger et par malerier på Galleri Hesselholt, så ville jeg slet ikke have nok billeder til at udstille i New York. - De havde fanget mig på et lidt for tidligt tidspunkt, og hvis de ville have, at jeg skulle udstille nu, så ville jeg sige nej. Mariann Helbo meddelte derfor Agora Gallery, at hun tidligst vil kunne være klar til at udstille i 2013. Og heldigvis sagde amerikanerne ja. - Vi har aftalt, at jeg skal være med på deres galleri på internettet fra omkring april 2012, og i januar 2013 skal jeg så udstille derovre. - Det er helt vildt fedt, at de ville være med til det. Det er jeg rigtig glad for, siger Mariann Helbo. Vil værne om sin hobby Mange malere havde formentlig ikke turdet stille betingelser for at udstille i New York, men Mariann Helbo forsøger at tage det meget afslappet. - Jeg har ikke opsøgt det her. Jeg lever af at lave tænder, og så er det andet min hobby. Mariann Helbos far er maler, og derfor ved hun, at det vil være krævende at male på fuld tid. Så det har hun ikke lyst til. - I perioder kan man være helt vildt produktiv, men pludselig kommer man ind i et dødvande, som kan vare flere måneder. - Jeg vil gerne udstille en gang om året her i nærområdet. Og så har jeg egentlig ikke ambitioner om mere, siger Mariann Helbo.