New York vil lide på årsdagen

New York 10. september 2002 08:00

New York, søndag Ritzaus udsendte medarbejder Erik Høgh-Sørensen - Det er som at opleve det hele igen. Det bliver svært, siger brandmanden Glenn Bullock om årsdagen for terrorangrebet på New York. Bullock mistede 11 nære kolleger den dag. Hans arbejdsplads, "Rescue Company 1", ligger på 43. gade midt på Manhattan og er en typisk lille brandstation, ja nærmest et hul i væggen med plads til en enkelt brandbil. Symbolikken omkring stationen er ikke til at tage fejl af. "Rescue 1"'s helt store hul - dét i brandfolkenes sjæle - åbnede sig onsdag morgen for et år siden, da en tredjedel af stationens brandfolk omkom i forsøget på at hjælpe til nede i finansdistriktets to enorme skyskrabere, World Trade Center. I dag er der 24 brandfolk tilbage, og alle bliver mindet om det, de ellers gerne ville glemme. Mange brandfolk taler i dag ikke gerne med medier, men Bullock gør en kort afstikker fra reglen om ikke at udtale sig uden tilladelse fra centralt hold: - Det er en svær tid for os. Vi skal ikke holde nogen mindehøjtideligheder på selve dagen, siger han til Ritzau. Men glemt er hverken ofrene eller deres pårørende, og det bliver de heller ikke. Stationens vindue har billeder af de 11, unge såvel som gamle, der blev al-Qaedas ofre. I dagene efter terrorangrebet blev brandfolk til helte, men heltestatus heler ikke sår på sjælen. Årsdage er ifølge psykologer særlig hårde ved ofrenes pårørende og venner. For nogle rammer sjælesårene i form af vold, selvmord, husspektakler, skilsmisser og psykiske nedture. Sådan var det med terrorangrebet i Oklahoma By, og i New York bliver situationen ikke bedre af, at Ground Zero, hvor de to World Trade Center-skyskrabere engang stod, i dag er en turistattraktion med råbende gadesælgere. Tusinder af turister defilerer dagligt forbi det gigantiske 30-40 meter dybe hul i jorden. To af dem er de svenske søstre Filippa og Ulrika Glaser på henholdsvis 32 og 37. De studser en stund over spørgsmålet om, hvorfor Ground Zero er et sted for turister. - Fordi det er unikt. Det er en katastrofe i min tid. Jeg var ikke født, da Kennedy blev skudt, svarer Ulrika så. Filippa tilføjer eftertænksomt, at de under et tidligere besøg gik rundt ved World Trade Center i sikker forvisning om, at de ville op i skyskraberne næste gang, men "der blev ikke nogen næste gang". Nede i det fugtige hul er konstruktionsarbejdere i fuld gang med at skabe en fremtid, ingen rigtig kender. Newyorkerne, berygtede for deres pågående trættekærhed, er i dag uenige om, hvad stedet skal blive til. Mindelund, nye skyskrabere, eller begge dele? Den usikre fremtid står også malet i ansigterne på de newyorkere, som Ritzau træffer hundrede meter fra Ground Zero i teknologi-børsen Nasdaq. Den 53 etager høje bygning i mørkt glas blev brugt som lighus efter katastrofen, og den stemning har holdt sig lige siden. Samtidig er kurserne raslet ned. - Det har været et dårligt år for mig. Intet er det samme mere. Alle ser sig over skuldrene, og det virkelig sørgelige er, hvad terrorangrebet gjorde ved økonomien, siger den 56-årige Frank Buchannen. Hans investeringer og pension er blevet decimeret siden terrorangrebet, hvor han med et slag mistede 19 venner og bekendte. Men ud over terrorangrebet var skæbnen også hård. Tidligere på året døde Buchannens hustru af kræft. Der skal betales arv, og hjemmet er sat til salg i et skrantende husmarked. - Det hele havde været anderledes, hvis min hustru stadig var her, men i det mindste skal hun ikke bekymre sig om fremtiden, siger Buchannen, mens hans øjne løber i vand. Buchannens otium er skubbet langt ud i fremtiden, fordi hans pension for en stor del var bundet i aktier med deraf følgende tab af, anslår han selv, syv års opsparing. Kort fra hans fortvivlede dagligdag ligger der imidlertid en lille solstrålehistorie. En af Manhattans ældste kirker, St. Pauls Chapel, er bygget i 1760'erne og er med sin arkitektur en oase midt i glasset og betonen. I 1789 deltog den netop udnævnte præsident George Washington i en særgudstjeneste her og samlede utvivlsomt sine tanker om den unge nation, han kom til at præge. Nu er kirken så igen blevet en del af USA's historie. Den står i al sin lidenhed så tæt på Ground Zero, at den burde være blevet knust. Men det blev den ikke, og metalhegnet rundt om kirkegården er i dag en sælsom blanding af turistfælde og mindeplads. Der er sympatitilkendegivelser i tusindvis, herunder en hilsen til New Yorks brandfolk fra danske kolleger i Lystrup ved Århus. Blomster, dukker, lys, perlekæder, trøjer og hatte konkurrer med souvenirsælgere om de forbipasserendes opmærksomhed. Men midt i al virvaret rammer tragediens dimensioner så igen beskueren i form af et falmet ark papir i A4-størrelsen. Et par billeder og et par sætninger fortæller et brudstykke af en enorm personlig tragedie, som en eller to forældre i dag må leve med. Noten bærer præg af, at de efterladte aldrig igen kommer til at se den smilende Alecia Nicole Titus. At dømme efter fotografierne blev hun omkring 30 år. - Vi vil altid savne dig. Vi vil altid elske dig, står der. Ved siden af ses et billede af en pige i 10-årsalderen, formentlig Alecia, der må have tilbragt en sommerferie i 1970'erne sammen med sin mor midt i et skov- og bjergområde. I dag tilbringer 10-årige piger deres ferie ved at spadsere forbi noten om Alecia. Men de færreste lægge mærke til den. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...