Fodbold

New Zealand booker plads i playoffkampe om VM-billet

2-2 mod Salomonøerne var nok for New Zealand, der må afvente udfaldet af den sydamerikanske VM-kvalifikation.

FBL-CONFED-CUP-MATCH10-NZL-POR Foto: Scanpix/Mladen Antonov/arkiv

FBL-CONFED-CUP-MATCH10-NZL-POR Foto: Scanpix/Mladen Antonov/arkiv

New Zealand er klar til at spille de afgørende playoffkampe om en plads ved VM i fodbold.

Tidligt tirsdag morgen dansk tid spillede New Zealand 2-2 ude mod Salomonøerne i den anden af to playoffkampe om at vinde VM-kvalifikationen i Oceanien.

Efter newzealænderne havde vundet den første kamp med 6-1 på hjemmebane, er de videre med samlet 8-3.

I de afsluttende playoffkampe venter formentlig en modstander af en helt anden kaliber end Salomonøerne.

New Zealand skal møde nummer fem i den sydamerikanske VM-kvalifikation om en billet til slutrunden i Rusland næste år.

Den placering indtages i øjeblikket af stormagten Argentina, der blev nummer to ved det seneste VM i Brasilien for tre år siden.

Der resterer tre runder i VM-kvalifikationen i Sydamerika.

De to playoffkampe bliver spillet i november.

New Zealand har to gange tidligere været med ved en VM-slutrunde.

I debuten i 1982 agerede holdet kanonføde og blev sendt hjem fra slutrunden i Spanien med nul point. Målscoren var på 2-12 efter kampe mod Brasilien, Skotland og Sovjetunionen.

Ved VM i 2010 i Sydafrika gik det langt bedre, selv om New Zealand heller ikke ved den lejlighed kom videre fra gruppespillet.

Newzealænderne spillede uafgjort mod både Italiens daværende verdensmestre, Paraguay og Slovakiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst