New Zealands militær skal overvåge grænser efter karantænerod

To kvinder fra Storbritannien bragte coronavirus til New Zealand, da de kom ud af deres karantæne for tidligt.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, har bedt landets militær om at overtage grænsekontrollen, efter at nye tilfælde af coronavirus er dukket op i landet. (Arkivfoto)

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, har bedt landets militær om at overtage grænsekontrollen, efter at nye tilfælde af coronavirus er dukket op i landet. (Arkivfoto)

WELLINGTON: New Zealands premierminister har beordret militæret til at overvåge landets grænser. Det sker, efter at der gik kludder i to karantænetilfælde, hvilket har medført, at coronavirus er tilbage i landet.

- Min holdning er, at vi har brug for den strenghed, tillid og disciplin, som militæret kan give, siger premierminister Jacinda Ardern til journalister onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag blev en periode på 24 dage i træk uden nye tilfælde af coronavirus i New Zealand brudt, da to kvinder fik lov til at komme ud af deres karantæne for tidligt.

De to var for nylig ankommet fra Storbritannien og blev løsladt fra deres karantæne uden at blive testet for virusset, selv om de havde milde symptomer.

De nye coronavirustilfælde kommer, blot en uge efter at New Zealand meldte ud, at det havde "elimineret coronavirus" og "fundet en hidtil uset måde at knuse virusset på".

Jacinda Ardern havde dog advaret om, at nye tilfælde kunne forekomme.

- Vi vil næsten helt sikkert se tilfælde her igen. Det er ikke et tegn på, at vi har fejlet, det er virkeligheden for dette virus, sagde Ardern forrige mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Indtil tirsdag havde New Zealand ikke haft nogen nye smittetilfælde i mere end tre uger. Mandag i sidste uge blev den sidste person, der blev overvåget for coronavirus, løsladt fra isolering, da vedkommende var erklæret rask.

Det fik den newzealandske regering til at ophæve flere af de restriktioner, der var indført for at inddæmme smittespredningen.

New Zealand er sluppet nådigt fra virusudbruddet i forhold til de fleste andre lande.

Tidligt onsdag morgen dansk tid er der ifølge Johns Hopkins University registreret 22 dødsfald relateret til coronavirusset blandt landets befolkning på cirka 4,9 millioner indbyggere. I alt er der registreret 1506 smittetilfælde.

Landet er hjulpet af, at det er en afsides østat, der har nemt ved at styre, hvem der kommer ind og ud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.