Neymar er mini-VM's bedste: Vi var overraskende gode

Brasilien vandt hele 3-0 over Spanien i finalen i Confederations Cup. Neymar blev hædret efter kampen.

Neymar er mini-VM's bedste: Vi var overraskende gode

Brasiliens stjerneangriber Neymar sørgede for sin del af finalesejren, da det brasilianske fodboldlandshold knuste Spanien i det afgørende opgør i Confederations Cup.

Det 21-årige kæmpetalent scorede finalens vel nok bedste mål, da han med venstrebenet hamrede bolden ind bag den spanske målmand i slutningen af første halvleg, og brasilianeren er godt tilfreds efter 3-0-sejren.

- Vi spillede endda bedre, end vi havde forventet, siger Neymar, der efterfølgende blev kåret som turneringens bedste spiller.

- Jeg er virkelig glad. Vi gjorde en masse mennesker glade, men vi må beholde begge ben på jorden, tilføjer han.

Confederations Cup er en generalprøve på næste års VM i fodbold, der også bliver afholdt i Brasilien.

En overbevisende 3-0-sejr over de regerende europa- og verdensmestre fra Spanien var heller ikke noget den brasilianske landstræner havde regnet med.

- Spillerne var fantastiske i dag. Jeg brugte de spillere, jeg ville, og ingen skuffede mig, siger Luiz Felipe Scolari.

Spanien havde inden finalenederlaget i Confederations Cup ikke tabt en betydningsfuld kamp siden åbningskampen mod Schweiz ved VM i 2010.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden