Neymar halter skadet ud af Brasiliens testkamp

Neymar udgik allerede efter 12 minutter, da Brasilien mødte Nigeria i en testkamp i Singapore.

Neymar blev skadet allerede efter 12 minutter mod Nigeria. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Neymar blev skadet allerede efter 12 minutter mod Nigeria. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

Den brasilianske fodboldstjerne Neymar har bøvlet en hel del med skader de seneste år, og søndag var den gal igen.

I en testkamp mellem Brasilien og Nigeria i Singapore forlod han banen allerede efter 12 minutter og blev erstattet med Philippe Coutinho.

Efter en nærkamp midt på banen tog Neymar sig til baglåret og humpede fra banen i let løb i sin landskamp nummer 101.

En talsmand fra Brasiliens landshold siger, at Neymar skal undersøges nærmere, når han er tilbage hos sin franske klub, Paris Saint-Germain.

Neymar har haft en omtumlet periode i den parisiske klub. Efter han i sommerens transfervindue ønskede sig væk klubben, men ikke kom det, faldt han i unåde hos klubbens fans.

Han har forsøgt at gøre skaden god igen med flere vigtige mål i sæsonen.

Søndagens testkamp i Singapore sluttede 1-1. Joe Aribo bragte Nigeria foran efter 35 minutter. Kort efter pausen udlignede Casemiro for Brasilien.

I en anden testkamp søndag vandt Argentina uden Lionel Messi med 6-1 over Ecuador. Tidligere på ugen fik Argentina 2-2 ude mod Tyskland i en testkamp efter at have været bagud med 0-2 ved pausen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.