Neymar kan sende sin chef i fængsel

Barcelona-angriberen indkaldes som vidne i alvorlig sag om skattesnyd

Neymar skal vidne mod sin egen chef. Arkivfoto: JOSE JORDAN/Scanpix

Neymar skal vidne mod sin egen chef. Arkivfoto: JOSE JORDAN/Scanpix

BARCELONA:Fodboldstjernen Neymar kan ende med at sende Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, i fængsel i en sag om skattesnyd.

Ifølge den spanske radiostation Cadena Ser vil anklageren indkalde brasilianeren som vidne, hvor han vil blive bedt om at forklare omstændighederne omkring sit klubskifte fra Santos i hjemlandet til Barcelona i 2013.

Retten accepterer

Cadena Ser oplyser samtidig, at retten i Madrid har tænkt sig at acceptere Neymar som vidne.

Barcelona oplyste i forbindelse med købet, at klubben betalte 457 millioner kroner (57 millioner euro) for at erhverve sig den nu 23-årige brasilianske stjerne.

Anklagerne mener til gengæld, at storklubben betalte 623 millioner kroner (83,4 millioner euro) for Neymar.

Trådte tilbage

Anklagerne har krævet to år og tre måneders fængsel til Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, samt syv år til hans forgænger, Sandro Rosell. Rosell trådte tilbage i januar 2014 på grund af anklager om skattesnyd i forbindelse med Neymar-handlen.

Oveni fængselsstraffene kræver anklagerne, at Barcelona får en bøde på 166 millioner kroner (22,2 millioner euro).

Skjult pris

Madrid-dommeren Pablo Ruz har tidligere slået fast, at der blev lavet flere kontrakter i forbindelse med Neymar-handlen.

Neymar har ifølge Cadena Ser sat sin signatur på ni af de 13 kontrakter, der bliver undersøgt.

Hensigten med de mange kontrakter var at skjule den reelle pris, som Barcelona betalte for angrebsstjernen. Cadena Ser oplyser, at retssagen kan finde sted til efteråret.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.