NHL-Jannik om millionkontrakt: Vi blev enige på en uge

Det tog mindre end en uge for Jannik Hansen og hans NHL-klub at blive enige om en kontrakt til 56 millioner.

NHL-Jannik om millionkontrakt: Vi blev enige på en uge

Jannik Hansen sikrede sig søndag ikke bare sin ishockeykarriere, men også sin og sin unge families fremtid med en fireårig kontraktforlængelse i NHL-klubben Vancouver Canucks.

Den danske forward skal nu snøre skøjterne for Vancouver frem til sommeren 2018. Han kan se frem til en løn på yderligere 10 millioner dollar, svarende til 56 millioner kroner, for ulejligheden.

Og i virkeligheden gik det hele ret stærkt. Hansen, hans agent og klubben blev enige på ganske få dage.

- Det tog en uges tid. Vi har haft travlt med optakten, træningslejr og så videre, men vi ville gerne have det klaret, siger Jannik Hansen til Ritzau.

Den 27-årige ishockeyspiller blev sidste sommer gift med kæresten Karen, og de blev forældre til tvillinger for et halvt år siden.

Tvillingerne blev født for tidligt og havde en hård ankomst til livet. Derfor har sikkerheden også vægtet højt i Jannik Hansens nye kontrakt.

- Selvfølgelig. Det betyder noget, at vi nu ved, hvor vi skal være de næste fem år. Det er velkendt og trygt, og det er rart at have det på plads, siger han.

I betragtning af, at Jannik Hansen i 2004 blev draftet til NHL som nummer 287 - en af de allersidste i den årgang, har han på imponerende vis skabt sig en karriere i verdens bedste ishockeyliga.

Nåleøjet ind i ligaen er meget lille, og spillere, som draftes så sent bliver ikke spået mange chancer, men Jannik Hansen har udviklet sig stille og roligt, og han får i canadiske medier ros for, at han altid finder noget at bidrage med.

Det er også derfor, at klubbens mange fans er vilde med ham.

- Jeg kan lidt af det hele. Hvis jeg ikke lige scorer mål, så finder jeg en anden måde at hjælpe holdet på, så jeg ikke bare bliver tilovers. Det har sikkert haft noget at sige, mener han.

Jannik Hansen har spillet 376 NHL-kampe og lavet 145 point.

Vancouver Canucks indleder NHL-sæsonen på torsdag i Californien mod San José Sharks.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst