Ni-årig diabetiker får ønske opfyldt

Hel familie får rejse til Bornholm efter svær tid med mange indlæggelser

Skolevæsen 8. september 2002 08:00

HJØRRING: Der kan også være fordele ved at være indlagt på et sygehus. Selvom det gør ondt, når der stikkes og tages prøver, så er man til gengæld foran kammeraterne i skolen, når man vender tilbage fra sygehusets skolestue. Det mener i hvert fald ni-årige Lærke Kristensen, Hjørring. Hun har i fem år lidt af en sukkersyge, som er meget vanskelig at styre. På bare fire år har hun været indlagt 30 gange. I sidste skoleår blev det alene til 10 indlæggelser, så Lærke ved nok, hvordan det er. - Det værste ved at komme på sygehuset er, når man har det dårligt og man skal have drop i og de ikke kan få nålen ind. Det gør ondt, mener Lærke. Ellers klager hun ikke. Fire gange om dagen skal hun have sine insulinindsprøjtninger, og syv gange om dagen må hun hurtigt stikkes i fingeren for at tjekke blodsukkeret. Overrasket pige Som en slags plaster på de mange stik fik Lærke i denne uge en overraskelse, nemlig en ferietur: Lærke strålede om kap med solen, da hun helt uventet fik besøg af Birgitte Buus fra Ønskefonden, der vil forære hende en rejse til Bornholm. 17. september skal Lærke rejse med Nilles Busrejser på en seks-dages tur sammen med sin mor og to søstre. Sammen med nogle af Lærkes kammerater fra fodboldklubben Fortuna dukkede Birgitte Buus op i lejligheden på Kristianssandsvej. Lærke var lidt beklemt og forvirret over de mange gæster, men mor, Jytte Hansen, var forberedt og havde dækket kaffebord med hjemmebagte boller. - Jeg har vidst det i fjorten dage, afslørede Jytte Hansen. Gaven fra Ønskefonden var landsforeningens nummer 58 siden sidste år i august. Foreningen, der har hovedsæde hjemme hos ægteparret Birgitte og Erik Buus i Vrensted, har til formål at opfylde ønsker for børn mellem tre og 18 år, som lider af en livstruende eller uhelbredelig sygdom. Lærke blev indstillet til et få opfyldt et ønske af sygeplejerske Lone Sørensen, Vrå, hvis familie er aflastningsfamilie for Lærkes to søstre, Lisbeth på 12 år og Lise på syv år, når Lærke og moderen er indlagt på sygehuset. - Jeg synes, hele familien har fortjent det. De skal afsted allesammen, for det er tit en belastning for hele familien, når der er et kronisk sygt barn, siger Lone Sørensen. Gerne til Bornholm - Jeg havde ønsket mig at komme ud at rejse. Jeg vil gerne til Bornholm. Jeg har aldrig været der, og så fordi jeg havde en storesøster, der var født derover, forklarer Lærke. Storesøsteren, Louise, døde som barn i forbindelse med en hesteulykke få månder før Lærke blev født. - Jeg boede på Bornholm i tre år, så jeg glæder mig i hvert fald til at komme over og se gamle venner og bekendte, fastslår Jytte Hansen. Hun går for øjeblikket og venter på et skåne-fleks-job, men erkender, at det bestemt ikke er let at have noget arbejde, når man gang på gang må med et barn på sygehuset. Nogle gange har det været nødvendigt at ringe 112 og få Lærke indlagt med blå blink. - Lærke spiller fodbold og jeg er med hver eneste gang. Det er jeg nødt til, forklarer Jytte Hansen. Moderen fortæller, at sygehuset i Hjørring har sagt, at næste gang, Lærke bliver syg, så skal hun flyttes til Glostrup, hvor man tager sig af børn under 16 år med diabetes. Imens er Lærke kommet i tanker om endnu en god ting ved at ligge på sygehuset. - Man får gaver. Jeg har fået bamser og nye sandaler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...