Ni anholdt efter sammenstød i Odense

En bil påkørte tirsdag en anden bil med vilje i Odense. Muligvis er der tale om et bandesammenstød.

Ni anholdt efter sammenstød i Odense

Fyns Politi har tirsdag anholdt ni personer, som muligvis har tilknytning til bandemiljøet. Anholdelserne kommer efter et sammenstød mellem to biler i Buchwaldsgade i Odense.

Ifølge politiet har der været tale om en forsætlig påkørsel, og i den forbindelse er der blevet rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 252 om at udsætte andre for fare.

Det var kort før middag, at en bil bragede ind i en anden i Buchwaldsgade. Bilerne var fyldt med unge mennesker, og efter sammenstødet opstod der håndgemæng.

En tredje bil ankom til stedet. I den befandt sig flere unge, som blandede sig i slagsmålet. Ifølge politiet tyder noget på, at de unge har tilknytning til det odenseanske bandemiljø.

Ud over sigtelserne efter straffeloven er der rejst sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Politiet har desuden foretaget anholdelse med hjemmel i politiloven for at opretholde ro og orden. Den slags kaldes ofte for præventive anholdelser.

Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, hvor der er mulighed for yderligere sigtelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.