Ni biler kørte sammen på motorvej ved Skanderborg

Fire personer er kørt til behandling for mindre skader efter ulykke på motorvej i Østjylland.

Ingen kom alvorligt til skade i en ellers omfattende trafikulykke på E45 Østjyske Motorvej ved Skanderborg mandag morgen.

- Der er ni biler, der er kørt sammen i et harmonikasammenstød, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Vagtchefen kender ikke den præcise årsag til ulykken, men hans erfaring siger ham, at det ofte er bilisternes adfærd i trafikken, som bærer skylden.

- Folk kører for stærkt, og de kører for tæt. Når man ligger med over 100 kilometer i timen, så er halvanden meter ikke en passende sikkerhedsafstand, fortæller vagtchefen.

Fire personer er kommet lettere til skade ved mandagens sammenstød, som skete kort efter klokken syv. Motorvejen var efterfølgende spærret i sydgående retning, men efter en lille time blev der igen åbnet for trafik.

- De tilskadekomne er kørt på sygehuset, og de øvrige implicerede er så chokerede, at de også kommer en tur forbi, fortæller Jørn Lindhardt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst