København

Ni kæmper om at blive dansk astronaut

KØBENHAVN:Der er nu ni kandidater tilbage i kampen om at blive dansk astronaut med mulighed for at aflægge Månen et besøg. De ni er de bedst kvalificerede ud af i alt 266 ansøgninger til astronautjobbet. Der er tale om otte mandlige og en kvindelig kandidat. Forude venter nu yderligere samtaler og dybdegående helbredsundersøgelser, inden man lægger sig fast på én eller flere kandidater, der skal sendes videre til optagelse i astronautkorpset hos den europæiske rumfartsorganisation ESA. Her er der ingen garanti for, at en dansker kommer med - men muligheden er der. - Jeg føler, at vi har en god mulighed. 13 af de 17 lande i ESA-samarbejdet har en astronaut i dag, mens Danmark er et af kun fire lande uden, siger videnskabsminister Helge Sander (V). Han peger på, at astronauten kan blive en vigtig rollemodel for unge, der gerne må fatte øget interesse for naturvidenskab. - Samtidig er det vigtigt at vise, at vi i Danmark arbejder med projekter på et højt videnskabeligt og teknisk niveau, siger Helge Sander. Ifølge Per Lundahl Thomsen, planlægningschef ved Danmarks Rumcenter, har ansøgerfeltet til astronautjobbet været af meget høj karat. Den endelige afgørelse ventes i september eller oktober. Blandt de ni kandidater stod syv frem i går ved et pressemøde, mens to endnu ikke ønsker at stå frem offentligt. Kandidaterne har siden januar været igennem en sortering i flere omgange. De 266 ansøgninger blev i første omgang skåret ned til 84, derefter yderligere til 30, som blev udsat for en psykologisk test. 13 slap igennem dette nåleøje, men heraf er fire blevet sorteret fra efter yderligere helbredstest. Kendetegnende for de tilbageværende kandidater er en forskeruddannelse på højt niveau, typisk en ph.d.-uddannelse, og som oftest ganske eventyrlige interesser i fritidslivet. Således er erfaring med emner som bjergbestigning, svæveflyvning og faldskærmsudspring snarere reglen end undtagelsen blandt de ni. To af de tilbageværende astronautaspiranter er nordjyder af oprindelse. Steffen Kjær Johansen er vokset op ved Hadsund, men bor nu i København, mens Janus Halleløv Wesenberg er vokset op i Øster Hornum og nu bor i Århus. /ritzau/