Miljø

Kænguru-kup: Ni kænguruer er blevet stjålet fra zoo på Djursland

Ifølge politiets oplysninger har de stjålne dyr fra Munkholm Zoo en værdi på cirka 40.000 kroner.

Brunhalsede kænguruer. Zooejer Benny Johansen føler sig overbevist om, at det er personer med kendskab til kænguruer, der har været på spil, da kænguruer er svære at fange. (Arkivfoto).

Brunhalsede kænguruer. Zooejer Benny Johansen føler sig overbevist om, at det er personer med kendskab til kænguruer, der har været på spil, da kænguruer er svære at fange. (Arkivfoto).

BALLE:Munkholm Zoo ved Balle i Syddjurs Kommune har natten til lørdag fået stjålet ni ud af deres ti kænguruer. Det skriver TV2 Østjylland.

I løbet af natten er hegnet til kænguruerne blevet klippet op, og næsten alle kænguruerne væk.

Det fortæller zooejer Benny Johansen. Han vidste hurtigt, at noget var galt, da han gik sin daglige tur i parken.

- Når du har taget den tur igennem 25 år, så kan du mærke lige med det samme, om der er noget galt.

- Da jeg kom hen til kænguruerne, var der kun én tilbage, som hoppede vildt omkring, og så vidste jeg, at noget var galt, siger Benny Johansen til TV2 Østjylland.

Ud af de ni kænguruer, der nu er væk, er blandt andet en sjælden albino-kænguru. Af de stjålne kænguruer er fire voksne hunner og fem unger.

Benny Johansen føler sig overbevist om, at det er personer med kendskab til kænguruer, der har været på spil.

- Tyveriet er målrettet kænguruer, og det er lavet af personer, som har en vis erfaring med af fange dem, da kænguruer ikke er det nemmeste dyr at fange, siger han.

Han har meldt episoden til Østjyllands Politi, der bekræfter, at hegnet er klippet op, og at kænguruerne er væk.

- De var hegnet ind i et 800 til 1000 kvadratmeter stort område. Der var dobbelt hegn, og begge hegn er blevet klippet op. De er vilde, så de lader sig ikke lige sådan fange, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Morten Hansen til Ritzau.

De stjålne kænguruer har ifølge politiets oplysninger en samlet værdi på cirka 40.000 kroner.

Munkholm Zoo beder via Facebook om hjælp til at opklare sagen.

- Er der nogen, der har set noget, en kassebil eller andet i nat, så sig endelig til, også hvis man får tilbudt kænguruer, skriver Munkholm Zoo og opfordrer folk til at dele opslaget.

Klokken 13 har over 2000 personer delt opslaget.

Munkholm Zoo har over 400 dyr fordelt på 90 forskellige arter.

Indehaverne, Annelise og Benny Johansen, har drevet zooen i 25 år. De har i cirka to år forsøgt at sælge den, men uden held.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst