Ni klubber giver den gas

Rotary klubber går sammen om arrangement

Ni klubber er gået sammen om et fælles arrangement på lørdag i tre forskellige byer.

Ni klubber er gået sammen om et fælles arrangement på lørdag i tre forskellige byer.

HJØRRING KOMMUNE: Lørdag 6. september fortæller Rotary og Inner Wheel Klubber over hele verden, hvad de står for.

Klubberne i det nordligste Vendsyssel er ingen undtagelse, og her går hele ni klubber i Hjørring, Hirtshals og Sindal sammen om en fælles aktivitet, krydret med individuelle tilbud i byerne.

- Der er ikke tale om, at vi skal samle ind eller på anden måde rejse penge til velgørende formål. Denne dag arrangeres på initiativ af verdenspræsidenten, for at vi kan gøre opmærksom på os selv og vore mange aktiviteter – fra ungdomsudveksling til velgørenhed, forklarer John Kongerslev, der er præsident i Hirtshals Rotary klub og formand for et fælles koordinationsudvalg, der står for aktiviteterne.

Cykelrundtur

Arrangementet er todelt. Hver af de tre byer laver individuelle aktiviteter på hver sin centrale plads.

Desuden er der en bærende fælles aktivitet i form af en cykelrundtur organiseret og gennemført af cykelholdet Team Hjørring.

Turen er på omkring 60 kilometer, og rytterne når rundt til alle tre byer, mens arrangementet finder sted.

Det fælles arrangement omfatter også et internationalt islæt, idet der er besøg af en gruppe unge erhvervsaktive fra staten Illinois i USA. De drager rundt til de tre byer, hvor der er lejlighed til at hilse på og få en sludder.

Også lokalt

Lokalt bliver der også masser af gang i den. Arrangementet finder sted i butikkernes åbningstid lørdag formiddag.

I Hjørring er de tre Rotary klubber og de to Inner Wheel klubber gået sammen på cityscenen. Her vil der være information om de mange aktiviteter, klubberne er involveret i både lokalt og internationalt.

I Hirtshals holder parkeringspladsen foran Hirtshals Kro for.

Her viser klubberne noget af det, Rotary og Inner Wheel tilbyder. Det drejer sig blandt andet om at vise de såkaldte shelterbokse, som klubberne sponserer og lader udsende til katastrofeområder rundt om på kloden.

I Sindal danner et telt på Nørre Torv ramme om aktiviteterne. Forretningerne holder i dagens anledning længe åbent, og der er musik af Sindal Brass Band, ligesom der er anden musikalsk underholdning.

Her er der særlig fokus på børnene, der kan glæde sig til at møde en rigtig tryllekunstner.

Alle arrangementer begynder klokken 10 og varer indtil klokken 14.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden