Terrorisme

Ni mistænkte får hver 101 livstidsdomme for angreb i Tyrkiet

Ni formodede medlemmer af Islamisk Stat er dømt for det blodigste terrorangreb i nyere tid i Tyrkiet.

Et billede fra en video viser det øjeblik, hvor en bombe eksploderede, netop som folk var ved at samles til en fredsmarch i Ankara i oktober 2015. Nu er ni dømt i sagen. Foto: Ho/arkiv/Ritzau Scanpix

Et billede fra en video viser det øjeblik, hvor en bombe eksploderede, netop som folk var ved at samles til en fredsmarch i Ankara i oktober 2015. Nu er ni dømt i sagen. Foto: Ho/arkiv/Ritzau Scanpix

Ni formodede medlemmer af den militante bevægelse Islamisk Stat er fredag idømt hver 101 livstidsdomme for et angreb i den tyrkiske hovedstad, Ankara, i 2015.

Her blev 100 mennesker dræbt under en fredsmarch, der var arrangeret af prokurdiske partier og organisationer.

Det betegnes som det værste terrorangreb, Tyrkiet har oplevet i nyere tid.

De dømte fik en livstidsdom for hvert dødsoffer ved angrebet for tre år siden, og dertil yderligere en livstidsdom.

Oprindeligt lød dødstallet på 102 mennesker, men det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu skriver, at det officielle dødstal er 100.

Selvmordsbombeangrebet fandt sted den 10. oktober 2015 uden for Ankaras hovedbanegård. Her var en større gruppe hovedsageligt unge mennesker samlet for at deltage i fredsmarchen, der skulle begynde senere på dagen.

Tyrkiet var i 2015 og 2016 ramt af en bølge af bombeangreb, som regeringen beskyldte dels Islamisk Stat og dels det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, for at stå bag.

Islamisk Stat har tidligere taget skylden for et angreb mod en natklub i Istanbul nytårsaften 2016/2017, hvor 39 mennesker blev dræbt.

Men den islamistiske bevægelse har aldrig taget skylden for angrebet mod den prokurdiske fredsmarch i Ankara.

I alt er 36 formodede medlemmer af Islamisk Stat sigtet i sagen. Af dem er i alt ti i tyrkiske myndigheders varetægt, og det er de ni af dem, som fik deres domme fredag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst