Nibali holdt fast på hård sne-etape

Giovanni Visconti vandt søndagens etape, men Vincenzo Nibali ligner fortsat det bedste bud på en samlet vinder af Giro d’Italia

Vincenzo Nibali holder fast i føringen i Giro d'Italia. Foto: Luk Benies/AFP

Vincenzo Nibali holder fast i føringen i Giro d'Italia. Foto: Luk Benies/AFP

GALIBIER:Giro d’Italia kørte søndag ind i Tour de France-land.

Et snefyldt og koldt Tour de France-land, hvor tilskuerne stod med vinterjakker, huer og vanter og kiggede på cykelryttere i shorts og korte ærmer.

Men heller ikke elementernes rasen kunne bringe løbets førende rytter, Vincenzo Nibali ud af fatning. Italieneren, som sidste år blev nummer tre i Tour de France, er urørlig i bjergene.

Forhindre landsmanden Giovanni Visconti (Movistar) i at vinde etapen kunne Nibali ikke, men det betød mindre. Visconti havde over tre minutters forspring i bunden af Col du Galibier, og han holdt fast, selv om klassementsrytterne kom tæt på til sidst.

Giro d’Italias 15. etape var en af de ubehagelige. 149 kilometer er ganske vist ikke meget for verdens bedste cykelryttere.

Men når en stor del af dem går op ad, og etapen slutter med rundt regnet 25 kilometer op af Col du Galibier, og det tilmed visse steder kun er et par graders varme, så gør det ondt.

Arrangørerne havde kæmpet hårdt i flere dage for at rydde vejene for sne. Alligevel måtte man til sidst give op og skære de sidste fire kilometer fra. Toppen af Galibier var ikke farbar - så meget sne lå der på vejen og i vejkanterne.

Saxo-Tinkoffs polske førstemand Rafal Majka blev nummer fire på etapen, men mistede sin hvide ungdomstrøje til colombianeren Carlos Betancur (AG2R), som passerede ham via 12 bonussekunder for etapens andenplads. Han er fortsat nummer otte samlet.

Efter Vincenzo Nibali er Cadel Evans (BMC) stadig nummer to - 1.26 minutter efter italieneren.

Mandag er hviledag i Giro d’Italia.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.