Nibali skifter tilbage til Astana efter fem års fravær

Vincenzo Nibali skifter til Astana, hvor han kørte fra 2013 til 2016 med tre grand tour-triumfer til følge.

Vincenzo Nibali kørte senest for Astana i 2016, hvor han vandt Giro d'Italia. (Arkivfoto)

Vincenzo Nibali kørte senest for Astana i 2016, hvor han vandt Giro d'Italia. (Arkivfoto)

ASTANA: Den 36-årige cykelstjerne Vincenzo Nibali er fra 2022 tilbage på Astana-mandskabet, hvor han også slog sine folder fra 2013 til 2016.

Det skriver holdet på sine sociale medier.

Den italienske bjergrytter skifter fra Trek-Segafredo, som han kom til i 2020 efter tre år hos Bahrain-Merida.

Men det var hos Astana, at han oplevede sin største succes som rytter.

I både 2013 og 2016 triumferede han i Giro d'Italia, og i 2014 stod han øverst på podiet i Paris i Tour de France.

- Jeg er meget glad for at vende tilbage til Astana, fordi det er en rigtig familie for mig, der har givet mig meget.

- Det er også her, jeg har opnået mest succes, siger Vincenzo Nibali.

De seneste sæsoner har været knap så prangende for Nibali, der senest sluttede på et grand tour-podium, da han i 2019 blev samlet toer i Giroen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.