Nibe bød velkommen til store og små

Nibe gav gavepakke, sightseeing og frokost i Skal-pavillonen til 100 nye borgere

NIBE:Borgmester Jens Østergaard Madsen (V) har en af landets bedste udsigter fra sit kontor på rådhuset i Nibe. Udsigten over Limfjorden er eftertragtet, og det får mange mennesker til at flytte til sildebyen, kun kort tids kørsel fra Aalborg. I går havde Nibe Kommune i den anledning inviteret en række nye borgere til en dag, hvor der var lagt an til både oplysninger og festligheder. - Der er som regel tre grunde til, at man flytter: Uddannelse, arbejde og kærlighed, siger Jens Østergaard Madsen. - Men Nibe har også meget mere at byde på, og jeg er meget glad for, at I der er her i dag har valgt Nibe som jeres nye hjemsted. Nibe Kommunes medarbejdere og politikere havde lagt sig i slen for at gøre lørdagen til en god oplevelse for alle. Mens de lidt ældre hørte på borgmesterord, havde to af pigerne fra den kommunale tandpleje klædt sig ud som Karius og Baktus, og børnene fik på den måde en helt anden indgang til deres nye hjem. Der var også masser af overraskelser til børn og voksne, ligesom en stor del af Nibes handelsliv stod bag en gavepakke med rabatter på stort set alt i kommunen. - Vi synes jo selv, at Nibe er en dejlig by, og jeg skal da også indrømme, at jeg som indfødt nibenit måske ser på byen med lidt farvede briller, siger Jens Østergaard Madsen. - Men vi har nu altså meget at byde på, og jeg vil da gerne fremhæve tre punkter: Vi har historie, vi har vand og vi har udsigt. Nibe er grundlagt i 1400-tallet og fik sine købstadsrettigheder i 1727 - det var dengang, der virkelig var sild i Limfjorden, og fiskeriet blomstrede. Siden da er det gået tilbage for fiskeriet, og Nibe må klare sig på anden vis. - Det gør vi også, for vi har et godt miljø, gode skoler og et kulturliv, som blomstrer, siger Jens Østergaard Madsen. Nåh ja - så har Nibe jo også sit flotte renseanlæg. - Vi har da oplevet tyske turister, der kom ind på kontoret og gerne ville bestille et dobbeltværelse...