Nibe Caravan Center i gang igen efter konkurs

Hårdtprøvet virksomhed er genåbnet i slanket udgave

En af Nordjyllands største forhandlere af campingvogne og -udstyr, Nibe Caravan Center, er i gang igen efter den konkurs, der ramte forretningen først på året. Dog er det i en slanket udgave, virksomheden er genopstået. Medarbejderstaben er skåret ned fra fra 16 til 10 mand, og fremover har Nibe Caravan Center kun nye campingvogne af ét fabrikat, franske Caravelair, på lager. I stedet vil den koncentrere sig om forhandling af brugte vogne og tilbehør samt værkstedsaktiviteter. - Vi har skåret kraftigt ned på lageret af nye vogne, fordi det er alt for dyrt at forrente et stort lager. Desuden er der ingen, der køber en ny vogn, som har stået ét eller to år, til fuld pris. Brugte vogne taber ikke så meget i værdi, forklarer Peter Outzen, indehaver af Nibe Caravan Center. Det lager af nye campingvogne, som Nibe Caravan Center havde ved konkursen, er nu afhændet til andre forhandlere. Det drejer sig om vogne af mærkerne Fendt og Hobby. Nibe Caravan Center har i løbet af de seneste tre år været udsat for både storbrand, betalingsstandsning og nu konkurs. To gange er det lykkedes Peter Outzen at rekonstruere virksomheden. Kapitalen til den genstartede virksomhed stammer i denne omgang fra et par private investorer og Handelsbanken, ifølge Peter Outzen. Virksomhedens hidtidige bankforbindelse Spar Nord har trukket sig.

Forsiden