Musik

Nibe Festivalen lover overskud

NORDJYLLAND:Den hastigt voksende lille fede Nibe Festival er ved at indtage pladsen som femtestørst i Danmark efter lukningen af Midtfyns Festivalen, og melder nu om overskud denne sommer, men ønsker ikke at sætte tal på her og nu - Det er alt for tidligt. Det endelig regnskab følger først senere, men overskuddet er sikret, siger festivalformand Peter Møller Madsen. Omsætningen er dog nu opgjort til 11.658.394 kroner. Peter Møller Madsen konstaterer, at resultatet ikke kan forklares med sublimt festivalvejr, og at netop vejrmæssige forhold i tilfældet Nibe tilsyneladende spiller en stadig mindre rolle i den ellers usikre festivalbranche, hvor der ikke er langt fra at miste og tjene en million. - Den lille fede er andet end blot musik, fadøl og franske hotdogs. Det er fire fede dage med både musik, miljø og mennesker, forklarer Madsen. Som tak for indsatsen inviterer festivalen nu de 2551 registrerede medhjælpere til fest i Nibe Hallen 16. oktober, hvor der der dog kun er plads til de 900. Den musikalske menu omfatter Zididada, Bramsen & Svarrer, og The Bats, der blev dannet til lejligheden under den første Nibe Festival for 20 år siden - dengang to ladvogne udgjorde scenen.