Lokalpolitik

Nibe nær Aalborg BESØG: Bare en kvart times kørsel fra storbypulsen ligger byen og ligner ren idyl befolket med driftige mennesker, som alle bærer gode historier og lyse drømme med sig. Men der er også skæbner i Nibes små hyggelige gader, der ikke har sam

aalborg@nordjyske.dk NIBE: - Han føjter rundt, konstaterer Tulle, mens vi leder efter driftslederen på værket, som denne majdag må oppe sig for at varme godt 1650 af byens boliger op. - De får et chok, hvis du beder om morgenmad nede i byen. De er ikke kommet ud af vinterhiet, påstår kontorets førstedame tørt – og yderst forudseende viser det sig, da eftersøgningen er indstillet og de nøjagtige tal for varmeværkets drift langet ud. Duften af regn og gule rapsmarker holder til byskiltet og fodboldbanen på venstre flanke, hvor det lokale hold i karlenes serie 1 residerer. Videre gennem små gyder, forbi dyreklinikken, discount-butikken, kebab huset og Mona Lisa lingeri, der har fristet et par morgenduelige. Også Hotel Phonix drager, men her er lukket, meddeler skriften på væggen overfor Røde Kors-butikken. Morgenkaffejagten går mod Nibe Hotel, som nu heller ikke serverer på dagen, og pludselig står jeg nede på havnen, hvor en rustbunke af et skib ligger i dvale henne på sildekajen. Og måske burde man lave en flydende kaffebar med åbningstider året rundt ud af den rustne mudderpram, som vil koste Peter Frandsen med skærebrænderen utællelige timers arbejde uden skidt i dysen, inden jernet kan sendes til Kina, betror æ Skrotmand, der personligt er dukket op i varebilen for at følge flammekasterens appetit. Flydende skrot Også Anton Hansen står foran Nibes varetegn, som han benævner det flydende skrot, med et styk Rød Skjold i den hulede hånd. Arbejdsmanden fra beslagfabrikken bor i Valsted på den anden side af Sebbersund og har set på rustbunken i flere år. Under en storm denne vinter gik skibet ned med flere mus end mænd, fortæller han. Nu skæres det op, og da Anton ikke er ansat til det, så hjælper han i stedet sønnen med at hente sild fra garnene ude på fjorden. - Ja, når knægten har fri for tjansen på mejeriet, noterer den besindige 64-åring og fortæller om 10 kasser med 400 kilo i hver landet i går. - De ryger nok til Bornholm og ryges som bornholmersild, forudser Anton og er ikke videre interesseret i, at den lokale avis kundgør, at Limfjorden atter er værd at bade i. Utryg Han er derimod optaget af og utryg ved kommunesammenlægningen, der sikkert kommer til at betyde ringere veje hjem til den anden side af sundet. - Her skal de nok fjerne sneen, tror han, retter blikket mod sommerlejlighederne i træ ovre på molen og skifter emne: - Jeg fik en hjerneblødning, så det er mest for de andre trafikanters skyld, jeg ikke længere kører til Aalborg men kun holder mig på de små veje heromkring, betror Anton, der nu heller ikke kan finde rundt i storbyens ensrettede gader. - Folk tror, de sparer penge ved at køre ind og handle. De burde være klogere, for lukker købmanden, lukker småbyerne, konkluderer Anton og er alt i alt tilfreds med tingenes tilstand i Nibe. - Vi har forudseende politikere, der uanset partifarve nok skal sørge for udvikling her, hvor flere og flere fra Aalborg flytter til, mener Anton, der indrømmer, at han er lidt træt af politikernes overbudspolitik. - Prøv kaffen på Torvecafeen, anbefaler han i stedet. På vejen passeres værftet, der er blevet opgraderet til "større opgaver", projekt "Strandpark og Fjordbad", som borgmester Jens Østergaard Madsen er mere stolt af end Anton, og "Bruno Sørensen Møbler". Modsat hos Peter med flammekasteren på skrotskibet er her ikke megen rust at banke af lædermøblerne, selvom det er 12 år siden Bruno etablerede business ud til landevejen. - Det er ikke noget problem i at have en eksklusiv butik her. Vi har kunder fra Skagen og Sjælland – folk, der går efter kvalitet, siger indehaveren klædt i sort fra top til tå og trækker mod et roligt hjørne. - Vi gør meget for erhvervskulturen. Det skal være attraktivt at starte nyt og leve og bo i Nibe, siger Bruno og udbeder betænkningstid, da talen falder på giftermålet med storbyen mod øst. Han når frem til, at det ikke vil betyde "noget som helst", men forudser trods det at handelstanden må være mere "skarp" og "målrettet" i den fremtidige markedsføring. Bahram Marandiam er hverken skarp eller målrettet. Den iranske skolelærer med det persisk klingende navn går forbi Guldbageren på hjørnet af Mellemgade og Lille Algade og har tid. Kaffe søger vi nede af gaden. Uden held. Heller ikke i den gamle præstebolig og gæstgiveriet, nuværende Hotel Phonix, hos Tommy er der kommet skred i sagerne, selvom middag er passeret og skriften under den ene tildelte hotelstjerne påstår noget andet. Tulle havde således mere end ret i sin morgenmelding ude på kraftværket, end hun kunne ane. Eller kunne hun? - Der er meldt flere gæster i aften, så vi har småtravlt, bekender Tommy og undskylder, mens husets unge frue huserer i et køkken, der emmer af fortid og gode historier fra utallige mærkedage. Tandsmør På Torvecaféen smiler den lyshårede bag disken og serverer kaffe og frannere med tandsmør, rigtig ost og sennep omgivet af rigtige mænd med rigtigt øl på flasker. Morskabsautomaterne og live weekendbandet ligger stille. Det gør Bahram også. Hans liv er gået i stå. Minderne om en glad barndom i Teheran, har han dog i behold. Det var inden præstestyret tog over og krigen mod Irak kom til. Seks gode venner kom de i begyndelserne af firserne i hæren for at beskytte lufthavnen. - Kun jeg slap derfra med livet i behold, bemærker krigeren, som ikke passerede sit 20 leveår uden at have taget et andet menneskes liv. - Jeg tænker på det, når jeg går rundt her i Nibe. Så sidder jeg på en bænk nede ved vandet og lader tankerne vandre. På bænken sidder Bahram og bliver træt af de danskere, der ikke kan finde ud af, at han også er et menneske med følelser og drømme. - Danskerne hæver aldrig blikket. De vil ikke se mig i øjnene. Så er det svært at være rigtigt glad indeni. Det var jeg, dengang jeg var skolelærer i Iran og da jeg havde arbejde i København. Det var inden Bahrams nedtur for fire år siden, der kulminerede efter en hurtig tur i BMW`en nær Rådhuspladsen. Han var ellers bare lige hjemme for at hente flere penge til kasinoet. Han havde to arbejdspladser – og tjente godt. Rigtigt godt! - Jeg mistede kørekort, arbejde, ægteskab og retten til et dansk statsborgerskab i mange år. I dag gider jeg ikke engang prøve at søge. Jeg ønsker ikke at blive ydmyget af Pia Kjærsgaard, fastslår den stolte iraner, der kom til Danmark for 15 år siden og hurtigt følte sig meget dansk. - I dag føler jeg ikke rigtigt noget, siger han og hilser på et par af de lokale i lokalet på en måde, som han ikke forventede gengældelse. Det er tid til at bryde op og hente datteren med det dansk klingende efternavn, inden de skal ud at ride. Det er hende, der har trukket Bahram til Nibe. - Hun får mig til at føle, at jeg lever, siger han, vender et blankt blik mod glasset og et par forbipasserende somalier på torvet udenfor og drømmer videre om et liv i USA blandt venner. Byens borgmester gennem otte år og museumsformand, Helge Bundgaard Nielsen, har også en drøm. Den nu pensionerede venstremand dukker op i det gamle tinghus, der i dag rummer Nibe Museum, kort efter at alarmen gik. Udenfor hænger den appetitvækker til egnsmuseet, The Last Arctic Museum, som fik assistenten til at fumle med koden. Indenfor gør hyletonen enhver samtale umulig. I retssalen er der ro her på 60 årsdagen for Danmarks befrielse. Rummet omkring os er fyldt med effekter fra befrielsesdagene. - Her samledes byens råd, da byfogeden herskede. Han var borgmester, politimester og dommer. I lokalet dømte han folk og sendte dem i fængselsceller nedenunder. Det var enkelt dengang, beretter Bundgaard Nielsen men vil nu alligevel ikke bytte tid. Hører til Aalborg Heller ikke til den dag besættelsen sluttede, og Nibe kunne trække vejret frit efter tyskerbelejringen af Afholdshotellet, hvor de havde heste og biler, Jernbanehotellet, Hotel Nibe og Missionshuset. - Der var nedkastningsgrupper, der tog imod våben ude på Sønderhold hede, og illegale blade i byen. Det var unge mænd af den rette støbning. Knægte på bare 12-14 år, som ikke bøjede nakken. De betalte en pris i tyske koncentrationslejre, fortæller den tidligere indehaver af borgmesterkæden, der regner med at en stor del af Nibes godt 4000 sjæle vil møde frem på torvet i aften og dele fællesskabet i en by, der fremover vil nyde godt af et tæt samarbejde med Aalborg. - Vi hører naturligt til Aalborg. Med den nye Nibevej tager det kun et kvarter at nå butikker og kultur på storbyniveau. Til gengæld kan vi byde på købstadsmiljø, vand, smuk natur og et unikt foreningsmiljø, som børnefamilier ikke finder i sovebyerne. Efter snakken om høje huspriser, attraktive ungdomsmiljøer og en festival, vader jeg over torvet. Det er længe siden sildemarkedet placerede Nibe på landkortet. En by med rock I dag er det festivalformand Peter Møller Madsen, der efter år i Aalborg og København er vendt hjem i byens hjerte – på første sal over Torvecaféen såmænd, som sætter dagsordenen Hen er talsmand, pr-mand og lønnet for at feste med næsten 8000 betalende gæster plus det løse. I vindueskarmen under skråvinduet står en check med et lokalt pengeinstituts logo på godt en kvart million. Pengene er til ofrene efter tsunamien. - Vi ryddede skrivebordet og satte alle sejl til for at arrangere en akustisk Tim Christensen-koncert i hallen for 1000 mennesker. Vi arbejdede i døgndrift, husker Møller Madsen med begejstring og husker også, at han sad ovre på Jernkroen tilbage i 1985 og drak bajere med nogle kammerater, da nogen dukkede op med en god idé. - Jeg vidste noget om musik og gik rundt og kedede mig ad helvede til. Sildemarkedet var festen, men vi kunne godt tænke os at få noget rockmusik til byen. I dag omsætter vi for 12 millioner, og flere af gæsterne er flyttet til byen, der hver sommer koger som efter EM-sejren i Sverige og befrielsen. Folk rykker sammen og er glade og stolte. Vi aktivere næsten 3000 frivillige, og der er plads til skæve eksistenser, som nu iraneren du har mødt i dag, der vil arbejde for sagen. Folk i Nibe skaber noget sammen – om det så er en bar eller en bod, oplever formanden og betegner "Den Lille Fede" som en sund forretning i en usikker branche. - Hashtåger og dårlige telte er passé. Folk her i Nibe er ikke til flade fadøl og dårlige pølser. De vil have kvalitet på og udenfor scenen. Det giver vi dem så i denne smukke by, der jo dybest set er en storby i mindre format, med masser af fritidstilbud, god detailhandel, vand, skov, mark og eng, lovpriser formand Madsen, der har et glimrende forhold til politikerne i Nibe. Alligevel ser han frem til samarbejdet med de folkevalgte i Aalborg. - Vi har brug for udvikling. Vi har brug for visionære politikere med næsten uendeligt højt til loftet. Jeg forestiller mig, at vi i fremtiden kan få lov til at udvikle ting, vi ikke i dag har mulighed for, siger formanden, tømmer colaflasken og trækker solbrillen ned. På vejen ligger kirken med de smukke kalkmalerier. Det er også fristende at blive hængende og sætte sig foran lærredet henne i Kino Nibe, men omvendt tager det jo heller ikke mange minutter at køre til Aalborg.