Hals

Nibe og Sejlflod på vej mod noget stort

Bliver en del af den nye Aalborg Kommune, og den fremtid tilpasser vi os på NORDJYSKE

HIMMLERLAND:Nibe og Sejlflod er på vej mod noget stort. De bliver en del af den nye Aalborg Kommune, som bliver landets tredjestørste. De to kommuner bliver indlemmet i den nye Aalborg Kommune med virkning fra januar 2007, men da både debatten og en masse af aktiviteterne allerede nu foregår på tværs af de nuværende kommunegrænser, tager NORDJYSKE Stiftstidende med virkning fra i dag forskud på glæderne. Det betyder, at Nibe og Sejlflod-rubrikkerne holder flyttedag. De vil fremover være placeret bagest i Aalborg-sektionen, som læserne i Himmerland naturligvis fortsat vil modtage. Med i Aalborg-sektionen kommer i øvrigt også nyhederne fra Hals, som ligeledes bliver en del af den nye Aalborg Kommune. I Himmerland har vi redaktionelt samtidig taget det første skridt for at tilpasse os den kommende vesthimmerlandske storkommune. Det er på den måde, at vore to journalister i Løgstør Kommune, Lasse Damsgaard og Ida Smith, fremover har arbejdssted med udgangspunkt fra redaktionen i Aars. Tilsvarende er vore journalister på Nibe og Sejlflod stoffet, Lars Vedsted og Caspar Birk, blevet en del af Aalborg-redaktionen med arbejdssted på Langagervej i Aalborg.