Nibe

Nibe smed Evangelist på porten

Af Lars Vedsted lars.vedsted@nordjyske.dk NIBE: Det foreløbige regnskab for udsmidte personager på Nibe Festival tæller 21. Flertallet, de 12, hører til den omstridte, kristne sekt Evangelist, der modtog flere advarsler, inden de lørdag morgen fik det røde kort af festival-ledelsen. - Vi blander os ikke i gæsternes holdninger. Enhedslisten, Venstres Ungdom, Socialdemokrater, kristne, muslimer er velkomne, men Evangelist gik over stregen, siger festivalformand Peter Møller Madsen. Han kritiserer udsendingene fra Evangelist for at kontakte gæsterne på en ufin måde - ofte, når festvaldeltagerne er påvirket af alkohol. - Så forsvinder dømmekraften. De opfordrede eksempelvis en gæst til at tage gipsen af armen med lovning på helbredelse med bønner. Vi har modtaget flere klager, og besluttede at smide dem ud. Men først forsøgte vi med advarsler, som evangelisterne dog så stort på, forklarer Peter Møller Madsen. Tre af de 21 udsmidte forbrød sig mod narko-loven, mens resten består af slagsbrødre. Politiet har skrevet seks rapporter om voldelig optræden.