Nichlas løber fra fortiden

17 årig thybo har fart på, for to forsømte år skal indhentes

Jens Fogh-Andersen
Nationalpark Thy Halvmaraton 2011. Nichlas Uhlig Thomsen, i midten, lagde sig hurtigt blandt de forreste i feltet og sikrede sigen placering som nummer firemed tiden 1.22.23. Den tid har han slået.
Thisted 3. december 2011 21:00

Målet er at gennemføre en halv maraton, 21,097 kilometer, på et time og ni minutter. For 17-årige Nichlas Uhlig Thomsen fra Thisted, er det absolut realistisk. Den langbenede løber har allerede bevist, at han har fart i fødderne. Resultaterne fra stribevis af løb viser det. Nichlas' navn står blot en eller to pladser under vinderen, hvis ikke øverst, som tilfældet var i årets udgave af Nystrup-løbet, hvor de 10 kilometer blev klaret i tiden 0.37.13. Eller i Ålborg 6. november, hvor han klarede en halv maraton i tiden 1.16.30. Nichlas løber, fordi han er god til det, men ligeså meget fordi han tager revanche for en lang periode, hvor udsigterne til at gå på egne ben mildt sagt ikke var gode. - Jeg kan blive hurtigere, men jeg ved også, at der skal arbejdes for det, fortæller Nichlas, som er en af seks unge løbere på et talenthold i Skive Atletik Klub. Det kræver flere ture til Skive hver uge - noget der kommer oveni Niklas daglige løbeprogram - en tur om morgenen og en sidst på dagen. For halvandet år siden var 21 kilometer i løb ikke noget, Nichlas havde fantasi til at forestille sig. Dengang havde han næsten lige rejst sig fra en kørestol. - Nu går jeg normalt, og når jeg løber, at det nok for at vise mig selv, at jeg kan noget, som for ikke så længe siden var umuligt. Fra Niklas var 14 år og i et par år frem var al fysisk udfoldelse udelukket for knægten, som hurtigt lærte, at et lille fejltrin kan ændre alt. Gravhunden Tarzan skulle luftes den januardag, så den da 14 årige Nichlas tog hund og lillesøster Maria med på gåtur i Kronborg Plantage. For sjov kastede Maria sin hue op i luften. Flere gange, men så snuppede storebror den. Puttede en pind i huen og kastede den højt op i luften. Huen kom ikke ned igen, men lagde sig på en tynd gren højt oppe i et træ. Selv om det var gravhunden, der hed Tarzan, og Nichlas bare var Nichlas, besluttede han at kravle op i træet efter huen. Set i bakspejlet skulle det vise sig at være meget dumt. - Jeg kravlede ud på en god, tyk gren. Den knækkede. Jeg fik fat i en anden, hang der lidt, men mistede grebet og faldt seks - syv meter og landede på ryggen. Da Nichlas havde sundet sig, kom han på benene igen. Kroppen gjorde ondt, men netop fordi hele situationen var rigtig dum, fik Maria besked på ikke at sige noget til forældrene. - Jeg sagde heller ikke noget. Det gjorde ondt, men i min familie siger vi, at det skal være rigtig skidt, før man beklager sig. Nichlas spillede håndbold. I dagene efter faldet var det ikke sjovt at træne. Ryggen gjorde ondt, men Nichlas ville spille kamp. Det gik ikke. Egentlig havde han fået lov til at sidde på sidelinjen, men der blev brug for ham på banen. - Jeg måtte simpelthen give op, siger Nichlas som godt vidste, at hans lillesøster havde fortalt forældrene om faldet fra træet. - Mandag efter kampen kom jeg på sygehus. Først i Thisted, så Ålborg. Mit bækken var slået op i ryggen - og nogle sener var revet over, fortæller Nichlas. Han blev indlagt på børneafdelingen, hvor tingene gik fra slemt til værre. Opholdet i Ålborg blev langvarigt. Nichlas skulle ligge ned, og var i lang tid kun hjemme på weekend. - Jeg fejrede 15 års fødse Thonsen, lsdag og konfirmation liggende - bortset fra i kirken. Her sad jeg i rullestol med voldsomme smerter. Vejen frem var smertefuld. Efter Ålborg gik turen til Skejby i Århus, hvor en læge og en fysioterapeut stillede Nichlas spørgsmålet: Vi du lære at gå igen? - Jeg var 15 år - og selvfølgelig ville jeg gå igen, siger Nichlas, som fandt ud af, at genoptræning var fast arbejde. Otte timer dagligt, fem dage om ugen. Træningen virkede. Halvandet år efter faldet fra træet tog Nichlas sine første forsigtige skridt på egen hånd. - Alt var væk. Jeg havde ingen muskler og startede helt fra bunden, husker Nichlas. Som led i træningen skulle han på løbebånd for at lære, at "sætte fødderne rigtigt". Herfra gik det bedre og bedre. Helt op til to kilometer på løbebånd i frisk tempo, fortæller Nichlas, som også fik gangtræning på Dragsbækcentret i Thisted. I begyndelsen af 2010 var Nichlas igen på egne ben. De første spæde skridt blev taget i Eshøj Plantage med hans mor ved sin side. - Men det tog mig tæt ved tre år at komme så langt. Det kan mærkes. Både fysisk, i forhold til skolen, jeg fik hjemmeundervisning, og i forhold til kammeraterne. - I sådan et forløb lærer du, hvor du har dine venner og din familie, som støttede mig, uanset hvordan jeg opførte mig, siger Nichlas. Da han igen var ovenpå, var det med følelsen af at stå i gæld til gode venner, til forældre og bedsteforældre, som alle havde været der for ham under det lange forløb. - Jeg troede, at jeg skulle betale af på en "livsgæld", der var så stor, at det aldrig kunne lykkes. Nu ved Nichlas, hvor meget støtten fra venner og familie har været værd - og han ved, at han ikke skal betale nogen noget tilbage. - I stedet kan jeg fuldt ud koncentrere mig om at være Nichlas, men jeg er nok lidt anderledes en mine jævnaldrende. Måske lidt mere moden og ansvarsfuld. I hvert fald tager jeg ikke hver dag som noget selvfølgeligt. Ting kan hurtigt ændre sig. Det kan de stadig, men jeg har appetit på livet.Nic

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...