Nicki Bille går målløs fra banen efter anholdelse

Den danske landsholdsangriber Nicki Bille kunne ikke score mod Sarpsborg, men Rosenborg vandt alligevel.

29. september 2013 21:07 - Opdateret 29. september 2013 21:09

Nicki Bille går målløs fra banen efter anholdelse

Den danske fodboldspiller Nicki Bille spillede hele kampen, da Rosenborg søndag aften vandt 2-1 ude over Sarpsborg i Tippeligaen i Norge.

Det skete, selvom den danske landsholdsspiller natten til fredag blev anholdt efter at have lavet ballade på en natklub i Trondheim.

Nicki Bille, der offentligt har undskyldt sin optræden og har fået en skriftlig advarsel af Rosenborg, gik dog målløs fra banen i kampen mod bundholdet Sarpsborg.

Han var dog med i opspillet til 1-1-udligningen, mens Mike Jensen var med i Rosenborgs 2-1-scoring.

De to scoringer faldt inden for få minutter af anden halvleg, efter at Sarpsborg overraskende var gået til pause med en 1-0-føring.

Tobias Mikkelsen og Mike Jensen spillede også hele kampen for Rosenborg.

Hos Sarpsborg fik de to danskere, Steffen Ernemann og Claes Kronberg, fuld spilletid.

Resultatet betyder, at Rosenborg overtager førstepladsen i Tippeligaen med 52 point for 25 kampe.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...