Motorsport

Nicki Pedersen bliver udelukket i semifinalen i Prag

Semifinalen blev endestation for den danske speedwaykører Nicki Pedersen i VM-grandprixet i Prag.

Nicki Pedersen var bedste dansker i det tjekkiske grandprix i Prag i VM-serien i speedway lørdag aften. Danskeren måtte dog se sig ekskluderet i semifinalen. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Nicki Pedersen var bedste dansker i det tjekkiske grandprix i Prag i VM-serien i speedway lørdag aften. Danskeren måtte dog se sig ekskluderet i semifinalen. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Nicki Pedersen kunne lørdag aften ærgre sig i Prag, da han blev udelukket i semifinalen i det tjekkiske grandprix i VM-serien.

Den danske speedwaykører var sluppet videre til semifinalen, hvor han dog blev udelukket efter et styrt.

Her var Nicki Pedersen meget tæt på svenske Fredrik Lindgren i et sving, og danskeren endte med at måtte ned at ligge.

Dommeren valgte at ekskludere Nicki Pedersen, og dermed stoppede de danske forhåbninger denne aften, da Niels-Kristian Iversen ikke formåede at komme videre til semifinalerne.

Lindgren fortsatte til gengæld, og svenskeren endte såmænd også med at vinde grandprixet, da han i finalen besejrede Patryk Dudek, Emil Sayfutdinov og Tai Woffinden i nævnte rækkefølge.

Der blev lagt lidt blandet ud i Prag. Niels-Kristian Iversen hentede et point i sit første heat, og der var fuldt udbytte til Nicki Pedersen i hans første start.

Herefter sluttede Nicki Pedersen sidst i femte heat, mens det samme gjaldt for Iversen i hans anden start.

Et enkelt point til Iversen og tre til Nicki Pedersen var derfor udbyttet med tre starter igen til hver.

Nicki Pedersen sluttede i sit tredje heat atter sidst, mens Iversen slog til i sit tredje forsøg med en heatsejr.

De danskere tørnede sammen i deres fjerde heat, og her hentede Nicki Pedersen en andenplads, mens Iversen sluttede sidst.

Dermed var begge i live i forhold til at nå semifinalen med henholdsvis fem og fire point.

Nicki Pedersen sikrede en plads i semifinalen med sejren i danskerens sidste heat, mens Iversens mulighed røg i sidste heat.

Det blev et kedeligt exit i Prag for Nicki Pedersen, der i sæsonens første grandprix i Warszawa røg ud inden semifinalerne.

Det samme gjaldt for Niels-Kristian Iversen, der har kørt de to første grandprixer som førstereserve.

Dermed blev det ikke til en dansk finaleplads, hvilket blot skete en enkelt gang i 2017-sæsonen.

Seneste danske grandprixsejr var i oktober i 2016.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst