Nicki Pedersen ender på hospitalet efter styrt i Polen

Den tidligere verdensmester Nicki Pedersen mistede kortvarigt bevidstheden, skriver polsk medie.

Nicki Pedersen var tirsdag i aktion i en polske ligakamp, hvor han var involveret i en kollision. (Arkivfoto).

Nicki Pedersen var tirsdag i aktion i en polske ligakamp, hvor han var involveret i en kollision. (Arkivfoto).

WARZAWA:Speedwaykøreren Nicki Pedersen var tirsdag involveret i et voldsomt styrt i den polske speedwayliga.

Det skriver det polske medie Przegląd Sportowy.

Den 44-årige dansker var i aktion for sin polske arbejdsgiver GKM Grudziadz, der mødte Torun.

I tredje heat kolliderede den tidligere verdensmester med holdkammeraten Kenneth Bjerre og modstandernes Jack Holder, hvilket gik værst ud over Pedersen og Holder.

Det polske medie skriver, at Nicki Pedersen kortvarigt mistede bevidstheden og ikke var i stand til at fortsætte. Jack Holder havde smerter i venstre hånd og brystkassen.

Både Pedersen og Holder skal ifølge Przegląd Sportowy en tur på hospitalet.

Kenneth Bjerre er sluppet nogenlunde uskadt fra kollisionen, skriver mediet.

I sidste uge fratog Danmarks Motor Union (DMU) Nicki Pedersens licens i seks måneder på grund af truende og usportslig adfærd i en ligakamp for Holsted for en måned siden.

Nicki Pedersens advokat fortalte efterfølgende, at speedwaykøreren havde tænkt sig at anke kendelsen, da Pedersen-lejren mente, at der var sket fejl i sagsbehandlingen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.