Nicki Pedersen om nedtur: Vi smed alt væk i sidste heat

Speedwayveteranen har lang vej til top-8 i VM-serien, efter at han kun hentede syv point i Krsko i Slovenien.

Nicki Pedersen får svært ved at komme i top-8 i VM-serien efter lørdagens nedtur i Slovenien. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Motorsport 8. september 2018 22:11

Det var en ærgerlig Nicki Pedersen, der lørdag aften evaluerede sin indsats i speedwaygrandprixet i Krsko i Slovenien.

Danskeren lavede syv point i sine fem starter og kom ikke videre til semifinalerne.

Det så ellers godt ud for Nicki Pedersen før hans sidste heat, hvor han startede fra inderbanen. Danskeren sluttede dog sidst og fik ikke point i heatet, så han kom derfor ikke blandt de otte bedste kørere.

- Vi smed det hele væk i sidste heat. Vi lavede en satsning med et andet setup for at få lidt bedre fat i banen.

- Vi spinder og støder nogle steder, det var en lille smule en motocrossbane. Det er ens for alle, men det var meget vanskelige forhold, siger Nicki Pedersen.

Banen i Krsko bar præg af, at der var meget ny belægning på banen. Det betød, at kørerne pløjede dybe furer i banen, hvilket altså ikke bekom danskeren vel.

I Nicki Pedersens anden start fik han problemer og var egentlig ved at udgå af heatet. Han fortsatte dog og blev belønnet med en tredjeplads og et enkelt point, fordi briten Craig Cook, der lå langt foran, måtte udgå.

- Vi havde en tænding, der gik i stykker i et af heatene. Vi er bare ikke heldige i øjeblikket, det flasker sig ikke.

- Det er en skuffelse, når jeg ligger, hvor jeg ligger. Nu vil jeg snart gerne have en ordentlig speedwaybane, så vi kan køre rigtig speedway. Det er tilfældigt, det her, siger den 41-årige dansker.

Nicki Pedersen har med to grandprixer tilbage i sæsonen 59 point og ligger på 11.-pladsen samlet.

Han har 11 point op til australske Jason Doyle, der har 70 point på ottendepladsen, der giver direkte adgang til VM-serien næste år.

- Nu må vi se frem til grandprixerne i Tyskland og Polen. Der skal snart point på kontoen, det er ikke godt nok med syv point.

- Jeg giver ikke op endnu, men vi ramte den ikke i røven, siger Nicki Pedersen.

Niels Kristian Iversen nåede heller ikke semifinalerne i Krsko.

Danskeren hentede fem point i grandprixet, der blev vundet af polske Patryk Dudek foran Jason Doyle.

Det næste grandprix køres 22. september i Teterow i Tyskland.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...