Nicki Sørensen tæt på Tour-etapesejr

Nicki Sørensen var med i det afgørende udbrud, men franske Pierrick Fédrigo vandt 15. etape i Tour de France.

Nicki Sørensen tæt på Tour-etapesejr

Danske Nicki Sørensen var med i det afgørende udbrud, men det lykkedes ikke for Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren at vinde mandagens 15. etape i Tour de France.

Sejren gik i stedet til franskmanden Pierrick Fédrigo fra FDJ-holdet, som stak af på de sidste kilometer sammen med amerikaneren Christian Vande Velde og sejrede på etapen fra Samatan til Pau.

Nicki Sørensen, som for nøjagtigt tre år siden vandt sin hidtil eneste Tour-etapesejr, måtte nøjes med fjerdepladsen i samme tid som franske Thomas Voeckler.

Begge var 12 sekunder efter Pierrick Fédrigo.

Nicki Sørensen kom med i udbruddet, da han kørte fra feltet op mod fem ryttere, som allerede var af sted.

De fem øvrige var franskmændene Thomas Voeckler (Europcar), Pierrick Fédrigo (FDJ) og Samuel Dumoulin (Cofidis) samt belgieren Dries Devenyns (Omega Pharma-Quick Step) og amerikaneren Christian Vande Velde (Garmin-Sharp).

Udbryderne kørte først til for at holde danskeren væk, men da Saxo Bank-Tinkoff Bank satte hårdt tempo i hovedfeltet, fik Nicki Sørensen lov til at køre op til udbruddet.

Udbryderne fik oparbejdet et forspring på over 10 minutter, og i mål var hovedfeltet 11,50 minutter efter Pierrick Fédrigo.

I den samlede stilling skete der ingen store forskydninger.

Briten Bradley Wiggins fra Sky-holdet fører fortsat foran sin landsmand og holdkammerat Chris Froome.

Italieneren Vincenzo Nibali fra Liquigas ligger nummer tre, mens den forsvarende Tour-vinder, australieren Cadel Evans fra BMC, er nummer fire.

Touren holder hviledag tirsdag, hvorefter den frygtede 16. etape i Pyrenæerne venter onsdag.

Her skal feltet blandt andet over to stigninger uden for kategori på Col d'Ausbique og Col du Tourmalet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.