Nicklas Bendtner reddede Wolfsburg

Den danske angriber kom ind og scorede sit andet mål i Bundesligaen

Nicklas Bendtner var på pletten for Wolfsburg. Arkivfoto: Ralph Orlowski/Scanpix

Nicklas Bendtner var på pletten for Wolfsburg. Arkivfoto: Ralph Orlowski/Scanpix

KÖLN:Nicklas Bendtner ser ud til at have fundet målformen, få uger før Danmark spiller de vigtige EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Armenien.

Lørdag scorede den danske angriber til slutresultatet 1-1 i kampen mellem Wolfsburg og FC Köln, der havde Frederik Sørensen med i forsvaret i hele kampen.

Nicklas Bendtner blev skiftet ind med 16 minutter tilbage i stedet for Ivan Perisic, og syv minutter før tid blev danskeren redningsmand med scoringen til 1-1.

Prikkede bolden ind

Bendtner var på pletten og prikkede nemt bolden i mål, da Kölns målmand ikke kunne holde et skud.

Det er danskerens blot anden scoring i Bundesligaen. I sidste sæson lavede han et mål i ligaen i hele sæsonen.

Kort før tid kunne Kevin de Bruyne have sikret Wolfsburg alle tre point på udebane, men den belgiske offensivspiller formøblede en friløber.

Tæt på sejren

Umiddelbart før slutfløjtet var Wolfsburg igen tæt på, da angriberen Bas Dost headede på overliggeren.

Köln, der sejrede i premiererunden, fortsatte de gode takter og kom på 1-0 efter en halv time. Simon Zoller lobbede bolden over Wolfsburgs målmand, og hårdt presset af en forsvarer headede han efterfølgende bolden ind til 1-0.

Wolfsburg har som Köln fire point efter to runder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.