Nicklas Bendtner tiltales i voldssag - chauffør også tiltalt

Københavns Byret har forhåndsberammet sagen, hvor både Bendtner og en taxachauffør er tiltalt

Ritzau
Foto: Pedersen, Terje/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 11. oktober 2018 11:25 - Opdateret 11. oktober 2018 12:16

KØBENHAVN: Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er blevet tiltalt for vold mod en taxachauffør i København. Chaufføren tiltales samtidig for forsøg på vold.

Det oplyser advokat Mette Grith Stage, der repræsenterer taxachaufføren.

- Jeg kan sige, at der er blevet udarbejdet et anklageskrift mod begge parter.

- Min klient er blevet tiltalt for at have kastet med en ukendt genstand mod Bendtner og hans kæreste uden at ramme. Han nægter sig skyldig, siger hun.

Mette Grith Stage oplyser, at sagen er forhåndsberammet til 2. november ved Københavns Byret.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bendtners forsvarer, advokat Anders Németh.

Han har dog tidligere oplyst, at hans klient nægter sig skyldig.

Sagen begyndte at rulle i september, da Bendtner sammen med sin kæreste tog en taxa i det indre København. Her kom de op at skændes med chaufføren, og det endte i et fysisk opgør.

Taxachaufføren brækkede kæben to steder.

Københavns Politi, der har efterforsket sagen, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere de rejste tiltaler.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...