Nicolai Stokholm: Måske scorede jeg mod Bulgarien

FC Nordsjælland-profilen var millimeter fra at bringe Danmark foran mod Bulgarien uden selv at se det.

Nicolai Stokholm: Måske scorede jeg mod Bulgarien

Kun en klasseredning fra den bulgarske målmand Nikolay Mihaylov forhindrede, at Nicolai Stokholm var blevet målscorer til 1-0, da det danske fodboldlandshold tirsdag aften i Parken spillede 1-1 mod Bulgarien i VM-kvalifikationens gruppe B.

Faktisk mente en række af de danske spillere, at bolden var inde over målstregen midtvejs i første halvleg. Stokholm ved det dog ikke helt selv.

- Jeg så det ikke selv, for jeg vendte den forkerte vej efter min afslutning, men der var nogen nede i omklædningsrummet, som mente, at bolden var inde eller i hvert fald meget tæt på at være det.

- Jeg kan ikke selv se, om bolden var inde over målstregen. Måske var deres målmand inde i målet, da han reddede forsøget, det har jeg fået at vide, men jeg ved det ikke selv, siger midtbanespilleren.

I stedet for en dansk 1-0-føring kom Bulgarien foran i anden halvleg, inden Daniel Agger udlignede til 1-1 på et straffespark.

Italien topper gruppen med 13 point. Bulgarien har 10 point, Tjekkiet otte og Danmark seks point på fjerdepladsen. Bulgarien har dog spillet en kamp mere.

Desuden har Danmark som det eneste hold endnu ikke mødt hverken Armenien eller Malta, der ligger sidst i gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst