Nicolas Bro på engelsk

Nicolas Bro er ikke selv til stede i Cannes, men spiller for et stort, internationalt publikum en hovedrolle i den britisk-thailandske produktion "Soi Cowboy". Filmen vises i Un Cértain Regard, der regnes for festivalens næstvigtigste kategori.

Nicolas Bro er ikke selv til stede i Cannes, men spiller for et stort, internationalt publikum en hovedrolle i den britisk-thailandske produktion "Soi Cowboy". Filmen vises i Un Cértain Regard, der regnes for festivalens næstvigtigste kategori. - Et langsomt, gådefuldt drama, der vil fascinere mange, mens andre vil mene, at det er mere form end indhold, skriver det amerikanske brancheblad Variety i sin anmeldelse. Filmen lever i høj grad op til forestillingen om Cannes som et mekka for seriøse kunstfilm, men publikums modtagelse var blandet. Nicolas Bros medvirken i den britiske instruktør Thomas Clays film har indtil festivalen været en velbevaret hemmelighed. Nicolas Bro er i Island, hvor han medvirker i instruktøren Dagur Karis "The Good Heart". Hans rolle var oprindelig tiltænkt Tom Waits. Internationale filmmedier kan også berette om, at Mads Mikkelsen forhandler om en stor rolle i "Black Heart", en co-produktion mellem Storbritannien, Italien og Sydafrika. Udlandets interesse for Bro og Mikkelsen bekræfter den stadig større fokus på danske skuespillere i en globaliseret filmverden. Mads Mikkelsen har tidligere haft roller i flere udenlandske film, bl.a. James Bond-historien "Casino Royale", hvor han havde selskab af Jesper Christensen, der i øjeblikket er i gang med optagelserne til næste 007-kapitel, "Quantum of Solace". /ritzau/