Niels J. Aabo har tegnet et utal af huse

Vidtfavnende arkitekt fylder 70 år

Tylstrup 22. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Arkitekt Niels J. Aabo har i allerhøjeste grad sat sit præg på Brønderslev. Det er ikke få ejendomme, han har tegnet. På tirsdag fylder han 70 år, men han er stadig aktiv. Gennem 45 år har han slået masser af streger på papir. Af større arbejder, som Niels J. Aabo har projekteret, er udbygningen af Toftegårdsskolen i Jerslev, Brønderslev Bilsynshal, Andelsbanken i Brønderslev, nu Nordea, Toyota Brønderslev, konfirmandbygningen i Tylstrup, VGU-centret i Vittrup, nu Vittrup Efterskole, campingbygninger i Løkken, kirkegårdskontor i Løkken samt kirkegårdskontor og kirkegårdsudvidelser i Vrensted, Løkken, Jerslev og Thise. - Så jeg har da været med til at sætte mit præg på egnen, siger Niels J. Aabo. Han er fra Egå, og som ung blev han uddannet tømrer og snedker, men han videreuddannede sig til arkitekt på Århus Teknikum. I 1957 fik han ansættelse hos arkitekt M. Johs Jepsen, Brønderslev, hvor han var ansat i otte år, inden han blev selvstændig. I 1960 blev han gift med Else Knudsen. Han har haft en del byggeopgaver i Brønderslev og omegn. Fra 1980 til 1990 var han kreditforeningskonsulent og vurderingsmand for brandforsikringen. Men har siden helliget sig sin forretning. Arkitektforretningen er nu på vågeblus. Niels J. Aabo har altid været meget interesseret i skydning, og han er stadig medlem af Brønderslev Skytteforening, ligesom han har været medlem af Brønderslev Borgerlige Skyttelaug i 39 år, heraf 14 år som statsminister. Han har gennem 24 år været kommandør. Nu er han æresmedlem i skyttelauget. Han har været medlem af Brønderslev Garderforening i 44 år, og han har været i bestyrelsen i 10 år. Han har blandt andet været sekretær, men nu er han menigt medlem af foreningen. Jagt har også været hans store interesse. I nogle år var han aktiv i PM-orkestret, nu Harmoniorkestret B.B.B. Else og Niels J. Aabo har to børn - sønnen Jens Aabo, Ølstykke, der er kaptajn i flyvevåbnet, og Helene Aabo, Aalborg, der er reklametegner. Niels J. Aabo er en gemytlig mand med mange venner. Han er vellidt og venanskrevet, hvor han kommer. Ikke mindst de årlige fugleskydninger, sætter han sit præg på med sin underholdende og joviale være måde. Fødselsdagen er fejret sammen med familie og venner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...