Nielsen tæt på at gå på pension

Skadet playmaker overvejer håndboldstop

MALMÖ:Hun fik syv minutter på banen i Danmarks EM-åbningskamp mod Frankrig. Måske blev det sidste gang, skadede Rikke Nielsen optrådte i en dansk landsholdstrøje, for den 29-årige nordjyde pønser på at vende harpiks og holdkammerater ryggen og sige farvel til håndbolden. På internationalt plan har Nielsen været med siden 2003. I alle fire slutrunder har hun befundet sig mest på bænken, og det har sat tankerne i gang. - Jeg siger til mig selv efter hvert mesterskab, at det var sidste gang jeg tog med for bare at sidde på bænken, men det er svært at sige nej, når landstræneren ringer, fortæller Rikke Nielsen. Hun understreger, at hun opfatter det som en ære at repræsentere Danmark, men at andre ting også er begyndt at trække. - Lad os se, hvor længe jeg er her, måske er det her sidste gang, siger Nielsen eftertænksomt. - Jeg kan godt mærke, at jeg nærmer mig de 30, og jeg er begyndt at kigge langt efter de børn, der er i min familie, så jeg tror efterhånden snart jeg kører på det sidste, fortsætter hun. Glad for Tyskland Ordene om den ventende pension faldt inden Rikke Nielsen blev skadet og lagt i seng på Scandic i Malmö, og den nye landsholdsskuffelse har næppe fået bagspilleren i bedre humør. På klubholdet Leipzig har Nielsen fundet nyt håndboldliv efter skiftet fra Aalborg, men selv om tilværelsen i Tyskland stadig er spændende og ny, så kan også den snart være fortid. Med mindre kæresten Lars finder et job i Tyskland, forlader Rikke Nielsen Leipzig til sommer, og det er langt fra givet, at der skal findes en ny klub. - Man skal aldrig sige aldrig, for der kan jo komme et godt tilbud, som kan få mig på andre tanker, men jeg tror det bliver en sæson mere i Tyskland eller ingen ting, siger Rikke Nielsen afklaret. Og selv om hendes ophold i Tyskland dermed kan blive et kort et, er hun glad for, at hun tog chancen. - Det har været et fantastisk halvt år, hvor jeg har fået lov at være den rutinerede på holdet, som skal lære de unge noget, siger Rikke Nielsen. Ukendte Nielsen Samtidig med det øgede ansvar på holdet har Rikke Nielsen i Leipzig fundet et åndehul, hvor hun befinder sig godt som menneske. Her kan sanserne mættes med kulturelle aktiviteter eller bare en gåtur i den smukke by, lige som livet som håndboldstjerne ikke slider på samme måde, som i Danmark. - Der er simpelthen ingen, der kender mig. Man kan drikke sin kaffe uden, at der er nogle, som smiler til en eller vil snakke, fortæller Rikke Nielsen. - Jeg synes det er super, for så skal jeg ikke tænke så meget over, hvordan håret sidder eller hvilken trøje jeg tager på, griner hun. Hun kalder Leipzig for en oase midt i Østtyskland, men ikke desto mindre en oase hun er villig til at forlade, hvis de familiære rammer ikke er i orden. Netop den slags har hun masser af tid til at tænke over fra sygesengen på spillerhotellet. Andetsteds på denne side trykker vi et uddrag af den dagbog Rikke Nielsen skrev efter det uheld, der kan have standset hendes internationale løbebane.