Nigeria afviser fangeudveksling for over 200 skolepiger

Terrorgruppe har tidligere sagt, at bortførte piger i Nigeria først frigives, når militante løslades.

Nigeria afviser mandag at udveksle fanger fra terrororganisationen Boko Haram med de flere end 200 bortførte skolepiger.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Indenrigsminister Abba Moro siger, at Nigeria "selvfølgelig" vil afvise, at frigive militante fanger i bytte for de flere end 200 skolepiger.

Den nigerianske terrorgruppe Boko Haram har tidligere offentliggjort en video, der tilsyneladende viser nogle af de mange skolepiger, som den frygtede organisation har bortført.

På den 17 minutter lange video fortæller Boko Harams leder, Abubakar Shekau, at pigerne er konverteret til islam, og at de ikke vil blive frigivet, før en række medlemmer af Boko Haram løslades fra fængsel.

- Vi løslader dem aldrig, ikke før I frigiver vores brødre, siger terrororganisationens leder på videoen.

De militante for Boko Haram kæmper for en islamisk stat og har dræbt tusindvis af mennesker i kampen siden 2009.

Den 14. april stormede de en skole og tog flere end 200 skolepiger, der sad til eksamen, som gidsler.

Det lykkedes nogle af pigerne at undslippe, men omkring 200 savnes fortsat.

Boko Haram er for tiden den mest berygtede terrororganisation i verden og har alene i år stået bag drab på 1500 mennesker.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst