Udland

Nigeria: Storoffensiv har dræbt 17 mennesker

Siden lørdag har Nigerias storoffensiv mod islamister kostet 17 mennesker livet.

Nigeria: Storoffensiv har dræbt 17 mennesker

Nigerias storoffensiv mod islamisterne i bevægelsen Boko Haram, der ses som den største sikkerhedstrussel mod det olierige afrikanske land, har siden lørdag resulteret i i alt 17 drab.

Således er 14 oprørere og tre soldater blevet dræbt.

Det skriver landets forsvarsministerium, som har gransket de seneste oplysninger om offensivens drabstal.

- Efter flere sammenstød lørdag er 14 terrorister bekræftet døde. Desuden er tre soldater bekræftet døde, mens syv andre er sårede og bliver behandlet for deres skader på et militært hospital.

Storoffensiven mod den militante islamistiske bevægelse blev skudt i gang, efter at landets præsident, Goodluck Jonathan, i tirsdags erklærede landet i undtagelsestilstand i de tre fattige og tilbagestående delstater mod nord Borno, Adamawa og Yobe.

Boko Haram, der har baser i svært tilgængelige grænseområder, har i næsten fire år kæmpet for en islamistisk stat i en del af Nigeria.

Offensiven begyndte for alvor fredag, da nigerianske styrker brugte fly og angrebshelikoptere til at bombardere militante i deres lejre i den nordøstlige del af landet.

Nigerianske soldater er indsat i stort antal mod den islamistiske oprørsgruppe, som har kontrol over dele af den nordøstlige region.

- Operationerne, som omfatter en massiv indsættelse af soldater og ressourcer, skal sikre nationens integritet, hedder det i en erklæring fra forsvarets hovedkvarter.

Islamisternes oprør har siden 2009 kostet tusindvis af mennesker livet, og destabiliseret Afrikas største energiproducent, selv om det mest har fundet sted fjernt fra hovedstaden, Lagos, og andre økonomiske centre.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.