Nigeriansk militær i blodig offensiv mod islamister

Nigerias militær har dræbt 50 medlemmer af gruppen Boko Haram, som svar på en voldsepisode torsdag.

Udland 6. september 2013 21:43 - Opdateret 6. september 2013 21:45

Nigeriansk militær i blodig offensiv mod islamister

Nigerianske myndigheder har skærpet kampen mod den islamistiske gruppe Boko Haram, som hærger i den nordøstlige del af landet.

Militæret i det afrikanske land meddeler fredag, at soldater har dræbt 50 medlemmer af gruppen som svar på en episode torsdag, hvor Boko Haram-folk åbnede ild på en markedsplads i Gajiran og dræbte 15 mennesker.

Det fik militæret til at sende soldater i en offensiv med støtte fra luften.

- Soldaterne jagtede terroristerne hen til deres lejre, og 50 oprørere blev dræbt i en skudveksling, siger talsmand for militæret Sagir Musa.

Torsdagens voldsepisode skete i den nordøstlige provins Borno, som har været Boko Harams højborg. Her har militæret kæmpet mod islamisterne de seneste fire år.

Telefonnettet er blevet lukket i Borno, der er erklæret i undtagelsestilstand, siden militæret indledte en bred offensiv mod islamisterne i maj.

Boko Haram har som mål at indføre en islamisk stat i Nigeria. Ofte har kristne og deres kirker været mål for bevægelsens angreb.

Oprøret anslås at have kostet flere end 3600 menneskeliv.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...