Nik & Jay bliver trækplastre ved kæmpe ungdomsfest i Gigantium

Spar Nord Fonden støtter med 120.000 kroner

AALBORG ØST: Når et af landets hotteste orkestre lige nu, Nik & Jay, fredag 15. oktober giver koncert i Gigantium, så forudser arrangørerne et omvendt problem: 18-årige vil måske forsøge at lyve sig yngre, end de er, for at få adgang til festen. Mange vil i hvert fald ærgre sig over, at Nik & Jays eneste koncert i Nordjylland på deres efterårsturné er forbeholdt unge i 12-17 års alderen. - Men der er masser af andre tilbud til dem, der er fyldt 18 år. Vi laver noget for dem, der ikke er så meget andet for, siger Jens Larsen, leder af Fritidscentret Fri-Stedet. Sammen med Gigantium og Ranum Teltudlejning står Fritidscentret Fri-Stedet bag koncerten, som indgår i et større arrangement med overskriften Jump'n'Dance. Aftenen byder ikke blot på hitmusik, men også rap, dans og DJ-musik. Nogle af de mest populære, lokale aalborgbands varmer op til festen. Noget af det, der også skal gøre Jump'n'Dance til en anderledes fest, er de ekstra forlystelser, som en del af storhallen er fyldt op med. Selv om man er 14 år og for stor til at lege, så kan det jo godt være, at det stadig er sjovt at prøve kræfter med en rodeotyr, en forhindringsbane eller elastikspring. Tingene står der alligevel, for de har været brugt i forbindelse med Legeland, som fylder Gigantium i de første fire dage af efterårsferien. Sidste år sluttede Legeland med en ungdomsfest, der også hed Jump'n'Dance, men i år kører tingene mere adskilt. Ingen skal være i tvivl om, at Legeland er for børn, og festen fredag aften er for de unge. Det er selvfølgelig også kun en del af aktiviteterne fra Legeland, der bliver stående til ungdomsfesten, nemlig de ting, som er interessante for teenagerne. Det er de unge selv, der har været med til at bestemme, hvad festen skal indeholde af både musik og aktiviteter. - Vi spurgte vores medlemmer i Fri-Stedet, hvem de gerne ville have, og et flertal pegede på Nik & Jay. Det er også de unge selv, der har ønsket at høre Cool C, der nok er Aalborgs mest populære ungdomsband lige nu, samt bandet Students Asleep, fortæller Jens Larsen. Rapperen Jonny Hefty optræder sammen med en flok unge fra Fri-Stedet, og endelig vil de unge blive præsenteret for et sejt pigeband fra Nakskov, Silent Scream. Alene musikbudgettet løber op i omkring 150.000 kroner. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke arrangørerne havde fået et tilskud på 120.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Direktør Ole Jørgensen fra fonden har tilmed givet lovning på tilsvarende beløb i 2005 og 2006. - Man kan godt se det som et skulderklap til Jens Larsen og hans folk fra Fri-Stedet. De har gjort en kæmpe indsats for ungdommen. I fonden har vi meget sympati for at unge skal ud og more sig og opleve nogle ting under kontrollerede forhold. Det tror vi, at Fri-Stedet kan magte, og Jump'n'Dance er et rigtigt flot initiativ, siger Ole Jørgensen. Han glæder sig over, at både politiet og Ungdomsringen også er gået ind med støtte til arrangementet. Initiativtagerne har fremlagt Jump'n'Dance som et forsøgsprojekt, hvor de over tre år vil afprøve konceptet med en alkoholfri ungdomsfest med levende musik og ekstra aktiviteter, hvor de unge også kan få lov til at lege lidt. En vigtig del af konceptet er, at unge, lokale bands skal have en chance for at komme på scenen foran et jævnaldrende publikum. Hvis erfaringerne er gode, så skal Jump'n'Dance inspirere andre byer til tilsvarende arrangementer. - Vores skjulte dagsorden er, at vi gerne vil vise de unge, som er vant til halfester med diskotek, at det godt kan gøres bedre. Vi har så meget god musik i Aalborg, og jeg tror, at de unge hellere vil høre noget levende musik end diskotek en hel aften. Bare se på Ungdomsringens Musikfestival, hvor vi kan samle 20-25.000 unge, selv om der ikke er noget kendt navn. Det er da fordi, der er et kæmpebehov, påpeger Jens Larsen. Samtidig lægger arrangørerne vægt på, at der er kontrol med tingene. Festen slutter klokken 24, fordi de mener, at det er et passende tidspunkt at slutte på for den aldersgruppe, og fordi der stadig går bus hjem. Der bliver vagter, ligesom ved halfesterne, så de unge ikke kan gå ud og ind i løbet af aftenen, og der bliver indgået aftaler med de nærliggende tankstationer om ikke at sælge øl og spiritus den aften. Sidste år kom der cirka 1000 unge til Jump'n'Dance i Gigantium. I år håber arrangørerne på mindst dobbelt så mange. Alle Spar Nords afdelinger sælger billetter i forsalg - selv afdelingen i København.